DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Grønnely – en trist affære

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlem Trine Egetved, Det Konservative Folkeparti Gribskov:

Grønnely – en trist affære.
I disse dage udfolder sagen om byggesjusk, brandfare og sundhedsskadelige forhold i byggeriet på Rostgårdsvej og Gydevej sig i medierne.

Den 29/8-2021 var jeg på besøg på Rostgårdsvej. Et par af beboerne havde talt med Lars Nielsen, som dengang var kandidat til Byrådet og derefter inviteret mig på besøg.

Jeg fik fortalt og forklaret om alle de problemer, der var på ejendommen. Dybt rystet gik jeg hjem og skrev omgående til vores forvaltning med mine bekymringer om brandfare og sundhedsskadelige forhold som skimmelsvamp mv.

Desværre førte min henvendelse ikke til indgriben. 

Jeg opfordrede i efteråret til at holde ekstra øje på Gydevej, som samme firma var i gang med at ombygge. Alligevel endte projektet næsten værre end Rostgårdsvej, og der blev givet byggetilladelsen efter folk var flyttet ind. Og alle der har set Lorry den seneste tid, kan ikke være i tvivl om hvor galt det her er. Godt at beboerne ikke gav op.

Hvor ville jeg ønske, at der var handlet i august måned.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Det Konservative Folkeparti ønsker at komme til bunds i denne sag. Og vi bakker op om alle de sanktioner mod det pågældende byggefirma som er mulige og lovlige. Kondemnering, politianmeldelser og uvildige undersøgelser af hele forløbet. Samtidig bakker vi også op om at se på, at ejendomme som sælges ikke kun sælges på pris men også på den kvalitet, vi forventer i vores kommune. Og kan salget af Toftebo til selvsamme virksomhed annulleres indenfor lovgivningens rammer, så bakker vi også op om det.

Vi ønsker ikke, at vores kommune skal udvikle sig til slum pga. smarte byggefirmaer, som skal tjene hurtige penge. I sidste valgperiode nævnte Det Konservative Folkeparti gentagne gange, at vi satte for få krav til udviklingen af kommunen, og rettede for meget ind efter udviklere i stedet for at sætte en klar politisk retning. Og det tyder på, at vi havde ret i, at der er blevet danset for meget efter udviklers pibe. Lad os håbe, at vi kan finde sammen politisk om at udvikle vores kommune ordentligt i høj kvalitet.

Trine Egetved

Gruppeformand 

Det Konservative Folkeparti Gribskov

Trine Egetved (C) (pressefoto)

(udgivet d. 5 feb. 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.