DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Gribskov viser vejen – juniormesterlære giver plads til flere talenter

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlem Tue Villebro, næstformand i Udvalget for Skole, Børn og Familie, Venstre i Gribskov.

Gribskov viser vejen – juniormesterlære giver plads til flere talenter.

Efter sommerferien er 18 elever i Gribskov startet i juniormesterlære – og på fredag kommer endnu én til, så vi nu er oppe på 19 elever i alt. De har – i samarbejde med deres vejleder og forældre – valgt en skolegang, hvor tre dage foregår i klasselokalet og to dage i praktik.

Jeg glæder mig over, at eleverne kommer fra flere af vores folkeskoler – og at en af de private skoler også er repræsenteret. Det understreger, at juniormesterlære er et tilbud til alle unge i 8.-9. klasse i hele kommunen. Fremadrettet ser jeg gerne, at vi bliver endnu bedre til at orientere også de private skoler, så deres elever og lærere kender mulighederne og kan hjælpe med at pege unge i retning af denne vej.

Det er vigtigt at understrege, at juniormesterlære ikke er en nem genvej – men en ordning hvor alle elever godkendes af både en afdelingsleder og en UU-vejleder. På den måde sikrer vi, at tilbuddet er det rigtige for den enkelte, og at kvaliteten er i orden.

Ordningen er samtidig et vigtigt redskab i vores inklusionsdagsorden. Når unge med praktiske evner og interesser får mulighed for at udfolde sig gennem virkelighedsnær læring, kan vi fastholde flere i den almene skole – fremfor senere at se dem i specialtilbud. Det handler både om trivsel, succesoplevelser og en mere bæredygtig økonomi.

Allerede nu er juniormesterlære mere udbredt i Gribskov end forventet – 8-9 % af eleverne har valgt ordningen, selvom målet blot var 5 %. Det viser, at behovet er stort.

En stor tak skal lyde til de virksomheder og institutioner, der tager imod eleverne �� – uden jer var det ikke muligt at tilbyde en så praksisnær og meningsfuld skolegang. Og en særlig tak til vores dygtige medarbejdere i skole- og forvaltningsområdet, som på rekordtid har implementeret ordningen, efter at den først blev vedtaget i april i år.

For mig og os i Venstre er juniormesterlære en del af fortællingen om det gode liv i Gribskov – hvor vi rummer både de bogligt stærke og de praktisk orienterede unge. I Venstre viser vi vejen, når vi insisterer på, at alle børn skal have mulighed for at lykkes i skolen og i livet.

Tue Villebro (V) (Pressefoto)

(udgivet d. 20. aug. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *