Debatindlæg af Vicky Weide Nielsen, byrådskandidat og formand for Det Konservative Folkeparti i Gribskov.
Gribskov har potentialet – lad os nu udnytte det.
Gribskov rummer efter min mening et kæmpe uforløst potentiale i forhold til turisme. Som ejer af Nordkystens Cykeludlejning møder jeg hvert år gæster fra det meste af verdenen og jeg ved, hvor meget vores kyst, natur og lokale ildsjæle betyder for deres oplevelser. De bliver imponerede over vores kyst, skovene og de små lokale oplevelser – og mange fortæller, at de slet ikke vidste, hvor meget Gribskov har at byde på.
Det viser mig, at vi har et stort, uforløst potentiale. Dansk Kyst- og Naturturismes handleplan peger netop på, at fremtidens turisme skal være tæt på naturen, autentisk og bæredygtig. Det passer perfekt til os. Men for at lykkes, kræver det, at vi holder fast i vores natur og udvikler.
Den gode oplevelse skabes gennem mange forskellige tilbud, og derfor skal vi arbejde for flere lokale oplevelser, så gæsterne bliver i kommunen og bidrager til liv i byerne hele året. Det kan være alt fra naturformidling og events til små lokale initiativer som besøgsgårde, torvedage og kulturarrangementer.
Der skal tænkes kreativt og det skal gøres nemmere for små erhvervsdrivende at skabe nye tilbud. Kommunen bør støtte op med smidigere processer og reel dialog med erhvervslivet. For turismen er ikke bare gæster – det er arbejdspladser, fællesskab, potentielle nye borgere og liv i vores byer hele året.

(udgivet d. 19. okt. 2025)