Debatindlæg af Det Konservative Folkeparti i Gribskov.
Fremtidens byudvikling skal gavne både mennesker og naturen.
Gribskov er kendt og elsket for sin natur – fra de store skove og kyststrækninger til de små grønne åndehuller, der giver os livskvalitet i hverdagen. Netop derfor skal vi være varsomme, når vi beslutter, hvordan vi udvikler vores kommune. Natur kan ikke bare genskabes.
I byrådet skal vi snart behandle den nye kommuneplan, som sætter retningen for de næste fire år. Planen er omfattende, og det er vores ansvar at sikre, at de smukke ord om “Grønne Gribskov – med naturen i centrum” også afspejles i de konkrete beslutninger.
Forslaget om at udlægge et nyt boligområde i Annisse Nord ved det tidligere teglværk er et eksempel på det modsatte. I første omgang var vi kritiske over for idéen om etagebyggeri på stedet, fordi det slet ikke passede til de eksisterende omgivelser, og fik derfor begrænset byggeriet. Men nu det står klart efter en rigtig god dialog med flere borgere på Tvingsbakken, at problemerne rækker videre end blot bygningernes højde. Hele placeringen er forkert, og man har slet ikke kigget ind i hvad Tvingsbakken og naturen omkring er for et område.
For at muliggøre byggeriet på det tiltænkte område, der på nuværende tidspunkt består af 40% industrigrund og 60% urørt natur, skal man inddrage 8,6 hektar af den skønneste vilde natur. At omdanne sådan et område til boliger underminerer både naturen og troværdigheden i vores egne strategier. Vi kan ganske enkelt ikke forsvare at tale varmt om en grøn kommune, samtidig med at vi fjerner den natur, vi har lovet at beskytte.
Dialogen med borgerne i Annisse har været afgørende for vores stillingtagen. Vi skal lytte til lokalsamfundet, når de peger på de udfordringer, vi som politikere ikke kan se fra skrivebordet. Den direkte dialog er en styrke, fordi den giver os et mere nuanceret billede af konsekvenserne af vores beslutninger.
Vi vil derfor arbejde for, at boligområdet ved teglværket tages ud af kommuneplanen, og at området i stedet indgår i arbejdet for at skabe mere sammenhængende natur. Naturen er en arv, vi skal give videre, og vi er forpligtet til at passe på den, når vi byudvikler.

(udgivet d. 20. aug. 2025)