DEBAT: Fakta og følelser i naturdebatten – et svar til Michael Hemming

Debatindlæg af byrådsmedlem Tue Villebro, dyrlæge og byrådskandidat, Venstre i Gribskov.

Fakta og følelser i naturdebatten – et svar til Michael Hemming.

Min byrådskollega Michael Hemming efterlyser i sit indlæg, at debatten om Gribskovs kommende naturnationalpark bygger på fakta – ikke følelser. Det ønske deler jeg. Men netop derfor er det vigtigt at tage alle fakta med – også dem, der ikke står på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside.

Netop DN’s hjemmeside – som åbenbart er stedet, hvor Enhedslistens spidskandidat henter både sine informationer og sine holdninger – tilbyder én bestemt fortælling: en engageret, idealistisk vision om naturens tilbagekomst og nødvendigheden af at handle. Den rummer mange relevante perspektiver. Men den besvarer ikke de dyrevelfærdsmæssige og forvaltningsmæssige dilemmaer, som opstår, når man lukker store dyr inde bag hegn og fraviger gældende lovgivning ved at søge og få dispensationer fra dyrevelfærdsloven.

Her er nogle af de fakta, man sjældent finder i DN’s materialer:

• At Naturstyrelsen har fået dispensation fra dyrevelfærdsloven, så man i Gribskov kan nøjes med tilsyn på flokniveau i stedet for individuelt – i modstrid med, hvad der gælder for alle andre former for dyrehold i Danmark.
• At der ikke er krav om proaktiv fodring, selv hvis fødegrundlaget i hegningen svigter.
• At juridiske og veterinærfaglige eksperter har kritiseret modellen som både etisk og lovgivningsmæssigt problematisk.
• Og at et tidligere rewilding-projekt i Mols Bjerge, drevet af Naturstyrelsen og ofte omtalt som forbillede for naturnationalparkerne, endte med en dom i Retten i Randers for grov uforsvarlig behandling af dyr, da 76 kreaturer sultede, blev syge – og mange af dem døde.

Det sidste var ikke en naturnationalpark, men det viser med al tydelighed, hvad der kan ske, når forvaltningen svigter. Det er ikke følelser. Det er virkelighed.

Når dyr spærres inde bag et 2,5 meter højt hegn, fratages de muligheden for at søge føde eller læ udenfor området. Det medfører et etisk og juridisk ansvar for deres velfærd. Det ansvar kan og må ikke fraviges – heller ikke i biodiversitetens navn.

Og nej – det er ikke tilstrækkeligt at afskære nogle grene, blade eller kviste og smide dem ind til dyrene, som det endda er foreskrevet i forvaltningsplanen for de nye naturnationalparker. Det er hverken foder i juridisk forstand, ernæringsmæssigt dækkende eller dyrevelfærdsmæssigt ansvarligt. Når man vælger at indhegne store dyr og samtidig fravælger proaktiv fodring og individuelt tilsyn, så er det ikke naturen, der svigter – det er forvaltningen.

Michael skriver, at det “kun” drejer sig om 13 km². Men størrelsen er ikke afgørende. Det er princippet: Man skaber et kunstigt økosystem bag hegn, men uden at sikre de basale standarder for tilsyn og velfærd. Dét bør vi kunne diskutere åbent – uden at få det stemplet som følelsesbetonet.

Jeg er ikke imod ambitionen om mere natur. Men jeg mener, vi skal kunne føre en debat, hvor biodiversitet og dyrevelfærd ikke spilles ud mod hinanden. Dårlig behandling af dyr i et industrilandbrug retfærdiggør ikke dårlig forvaltning af dyr i et indhegnet naturområde.

Vi skylder både naturen og dyrene at tage hele billedet med – også når det komplicerer den pæne fortælling.

Og ærligt talt: Det giver mig en trist følelse, når man – alene fordi man stiller sig kritisk over for hegning og forvaltning – bliver stemplet som modstander af naturen. Det er hverken rigtigt eller rimeligt.

Jeg ønsker natur. Jeg ønsker ansvar. Og jeg ønsker en ærlig samtale, hvor begge dele kan være til stede.

(udgivet d. 21. aug. 2025)