Debatindlæg af byrådsmedlem Trine Egetved (C), formand for Skole, Børn og Familie.
Fakta først – også når det er svært.
I en tid, hvor sociale medier fylder meget i den offentlige debat, og hvor følelser og forargelse ofte trumfer fakta, føler jeg et særligt ansvar for at holde fast i det, der er sandt – også når det er upopulært.
Jeg er et menneske, der går op i fakta. En af dem, der retter mig selv, hvis jeg kommer til at sige noget forkert – også i byrådssalen. For det betyder noget, hvad vi siger. Og endnu mere, om det er rigtigt.
Derfor deltager jeg også i debatter, både online og i det offentlige rum, når jeg ser misforståelser eller deciderede usandheder brede sig. Man må mene, hvad man vil – men fakta er ikke til forhandling. 2 + 2 bliver stadig 4.
For nogle måneder siden udsendte Helle Lund og jeg en pressemeddelelse, hvor vi opfordrede borgere til at være kritiske over for det, de læser på sociale medier. Det var der en særlig grund til: En sejlivet påstand om, at kommunen skulle tjene penge på at tvangsfjerne børn.
Det er en kynisk og fejlagtig fortælling. Og vigtigst af alt: Det er faktuelt forkert.
Her er tallene sort på hvidt:
Efter Barnets Lov kan kommunen få refusion på meget dyre enkeltsager – men kun for den del af udgifterne, der overstiger visse beløb:
- Under 940.000 kr./år: ingen refusion
- 25 % refusion: mellem 940.000 og 1.840.000 kr.
- 50 % refusion: mellem 1.840.000 og 2.330.000 kr.
- 75 % refusion: over 2.330.000 kr.
Et konkret eksempel: Hvis en sag koster 1.850.000 kr. årligt, modtager kommunen cirka 230.000 kr. i refusion – og betaler selv resten. Det bliver aldrig en økonomisk fordel at tvangsfjerne et barn. Tværtimod.
Alligevel lever myten videre. Et forsøg på at fremstille både politikere og medarbejdere som modbydelige mennesker. Og ja, det kan skabe modstand, når man insisterer på fakta. Jeg har selv oplevet at blive mødt med hårde ord og personlig kritik, når jeg forsøger at korrigere fejlinformationer – også selvom det sker i en god tone og med rene hensigter.
Men hvad er en demokratisk debat værd, hvis vi ikke kan tale sandt?
Jeg nægter at acceptere, at byrådskollegaer og kommunens medarbejdere – som hver dag arbejder med nogle af de mest komplekse og sårbare børnesager – skal fremstilles som kyniske eller pengemotiverede.
Det passer ganske enkelt ikke. Og det vil ingen af os i byrådet acceptere – uanset hvilket parti vi tilhører.
Vi er ikke i mål endnu. Der er stadig meget, vi kan og skal gøre bedre – også på børneområdet. Men vi har sat det rigtige hold, vi tænker langsigtet, forsøger at skabe ro og vi bevæger os i den rigtige retning, selvom der er en stykke vej at gå endnu.
(udgivet d. 5. okt. 2025)