Debatindlæg fra byrådsmedlem Morten Dahlberg, Socialdemokratiet i Gribskov.
Fakta før følelser – samarbejde før symbolpolitik.
Jeg er oprigtigt glad for, at Det Konservative Folkeparti bakker op om placeringen af Musik i Lejet på Tisvilde Camping. Det er en vigtig og fremsynet beslutning, som vil komme både kulturliv og borgere til gode. Her viser I vilje til samarbejde – tak for det.
Netop samarbejde bliver afgørende efter kommunalvalget den 18. november 2025. Vi er flere, der har ambitioner om at bestride borgmesterposten, og derfor undrer det mig, at viceborgmesteren og konservativ borgmesterkandidat vælger at udskamme et stort flertal i byrådet – og anklager Socialdemokratiet for at se stort på beskyttede naturområder.
Det er ganske enkelt forkert.
Vi tog stilling og stemte for lokalplanen, da den første gang blev fremlagt i byrådet. Det gjorde De Konservative ikke. Med seks mandater valgte I at undlade at stemme. Det er fakta – ikke følelser.
Kære konservative borgmesterkandidat: Drop næven, ræk hånden frem. Der er meget, vi kan opnå sammen for Gribskovs borgere og vores smukke, mangfoldige kommune.
Det bliver dog svært, hvis man lader samarbejdspartnerne skyde med skarpt på egne rækker. I jeres valgforbund sidder et parti, der har brugt fire år på at kritisere og skabe mistillid – især på velfærdsområdet, hvor de selv har haft formandsposten, men været totalt fraværende i det faktiske arbejde.
Skal vi ikke tage hul på en ny politisk kultur? Én med fokus på løsninger frem for symbolpolitik? Det skylder vi borgerne.
Morten Dahlberg
Byrådsmedlem, Socialdemokratiet i Gribskov

(udgivet d. 15. jul. 2025)