DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Er det kun godt nok at være nummer 1 ?

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg fra byrådsmedlem Trine Egetved, Det Konservative Folkeparti.

Er det kun godt nok at være nummer 1 ?

Mens vi andre har holdt ferie, og jeg personligt har ligget i en pool og kigget ud over Middelhavet med solen i ansigtet og slappet af, har andre knoklet.  I sportens verden har Jonas Vingegaard og en masse andre cykelryttere har kæmpet sig op ad bjergene i Tour de France, i en præstation de fleste af os knap nok kan forestille os. Alligevel har han mødt kritik, fordi han ikke vandt. Medierne spørger “hvad gik galt”? 

Og jeg må spørge: Hvornår blev det ikke nok at gøre sig umage? Er det en dårlig præstation at blive nummer 2 i verdens største cykelløb? 

Jonas har i flere år været en af verdens dygtigste cykelryttere. Men det er ikke bare hans ben, vi bør beundre. Det er hans måde at være i verden på. Han kører fair. Han snyder ikke. Han håner ikke. Han er et menneske, der – midt i et benhårdt konkurrencefelt – aldrig mister sin ordentlighed. Det burde være noget, vi løfter op og lærer af. Ikke noget, vi kritiserer.

Når vi måler succes alene i guldmedaljer og førstepladser, glemmer vi alt det, der virkelig betyder noget. Det sender et farligt signal. Ikke mindst til de unge.

Alt for mange unge i dag oplever præstationspres. De føler, de skal være perfekte i skolen, på sociale medier, i sport – hele tiden. De tror, det ikke er godt nok “bare” at gøre sig umage. 

Og når vi som samfund og medierne i særdeleshed begynder at pege fingre ad en verdensklasserytter, der ikke lige vinder i år, så forstærker vi den fortælling. En fortælling om, at man kun er noget værd, hvis man er den bedste.

Men sådan skal det ikke være. Vi har brug for at gentænke, hvad det vil sige at være dygtig. At være et forbillede. At være menneske. 

Jonas Vingegaard er netop det – et forbillede. Ikke bare på grund af resultaterne, men på grund af sin måde at være til stede i modgangen, sin måde at rejse sig, sin måde at være fair. Det er præcis den slags værdier, vores unge har brug for at spejle sig i.

Vi skal turde sige til vores børn og unge, at det er mere end godt nok at gøre sig umage. At man kan være stolt – også når man bliver nummer to eller ti eller hundrede. At det at møde livet med værdighed og respekt for både sig selv og andre – det er i sig selv en stor sejr.

Lad os måle hinanden på andet end placeringer. Og lad os hylde dem, der kæmper – ikke kun dem, der vinder.

Fortsat god sommer og pas godt på hinanden.

Trine Egetved

Byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti

Trine Egetved (C) (Pressefoto)

(udgivet d. 28. jul. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *