DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Det burde ikke kræve held at lykkes

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådskandidat Mikkel Christian Iversholt, Listen ByogLand. 

Det burde ikke kræve held at lykkes.

Jeg havde en turbulent barndom og blev som ung teenager anbragt på Havregården – et sted, der i dag heldigvis er lukket. Overgangen til voksenlivet føltes som at blive kastet ud uden faldskærm. Pludselig stod jeg med et ansvar og valg, jeg ikke var klædt på til at bære. Uden det netværk og den tryghed, mange andre har, føltes overgangen fra barn til voksen som at skulle krydse en dyb kløft uden bro.

I dag har jeg en uddannelse, et arbejde, et politisk engagement og et godt liv sammen med min kæreste. Jeg kom igennem, fordi nogle få troede på mig og kæmpede for og med mig – de få rigtige fagpersoner og en lille, men stædig familie. Jeg er en succeshistorie. 

Men jeg burde ikke være én af de få. 

Jeg burde være én af de mange.

Tallene viser, hvorfor det haster: 51 % af tidligere anbragte har som 30-årige kun grundskolen som højeste uddannelse (Danmarks Statistik, 2024). Kun 7 % får en studentereksamen mod 32 % blandt alle unge (VIVE, 2022). Ifølge AE-Rådet (2020) har tidligere anbragte 26–29 procentpoint lavere sandsynlighed for at være i uddannelse eller job. Og næsten hver femte hjemløs har været anbragt som barn (Socialstyrelsen, 2017).

Der findes løsninger. Vi ved, at frivillige mentorer virker. Evalueringer af Lær for Livet (DPU, 2021) viser, at unge med en mentor langt oftere gennemfører folkeskolens afgangsprøve og fortsætter i uddannelse. Netop fordi relationen er frivillig, båret af lyst og troværdighed, og ikke af en myndighedsrolle.

At styrke unge i overgangen er ikke kun en menneskelig gevinst – det er også sund økonomi. Én ung på varig forsørgelse koster samfundet 10–15 mio. kr. gennem et liv (Rockwool Fonden), mens én ung i uddannelse og arbejde bidrager med millioner i skat.

I Gribskov har vi stærke frivillige kræfter. Derfor bør vi etablere en kommunal mentorordning for anbragte unge i overgangen til voksenlivet, Ikke som erstatning for fagligheden, men som supplement – et trygt, medmenneskeligt sikkerhedsnet.

Jeg klarede mig, fordi nogen troede på mig. Men unge skal ikke overlades til tilfældigheder. Vi skal ikke nøjes med få solstrålehistorier – vi skal skabe en hel generation af dem.

Det vil jeg arbejde for 

Mikkel Christian Iversholt, Listen ByogLand. (Pressefoto)

(udgivet d. 25. aug. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *