DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Der skal være plads til både nattero og liv i Vejby

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlem Susan Kjeldgaard, medlem Plan&Miljø for Nytgribskov.

Der skal være plads til både nattero og liv i Vejby.

Jeg forstår godt de borgere i Vejby, der er bekymrede ved tanken om Musik i Lejet som ny nabo.

For hvis man har valgt sit hjem på grund af roen, naturen og det liv, man holder af, så er spørgsmål om støj, trafik og mange mennesker ikke småting. Det er ens hjem og hverdag, det handler om.

Men jeg forstår lige så godt dem, der glæder sig ved tanken om mere liv, musik og fællesskab.

Dem, der ser muligheder for frivillighed, lokale foreninger, nye møder mellem mennesker og nogle sommerdage, hvor Vejby summer lidt mere end normalt.

Begge dele er Vejby. Og begge dele fortjener at blive hørt.

Måske er det netop dér, vi skal begynde. Ikke med at dele os op i dem, der er for, og dem, der er imod.

Men med spørgsmålet: Hvordan skaber vi noget godt sammen?

For mig er Musik i Lejet nemlig heller ikke kun en festival.

Jeg gennem årene har set, hvad der sker, når mennesker mødes om musik, frivillighed og fællesskab. Unge og ældre arbejder side om side. Nye venskaber opstår. Lokale foreninger bliver involveret. Og mennesker oplever glæden ved at være en del af noget større end dem selv.

Den slags fællesskaber har værdi. Men det har hverdagen også.

Derfor skal vi bruge lokalplanen til at skabe tryghed og tydelighed. Klare rammer for støj, trafik, parkering, natur og aktiviteter gør det muligt for alle at vide, hvad man kan regne med.

Tryghed kommer ikke af kun af stilstand. Tryghed kommer også af klare rammer for forandring.

Derfor er det også vigtigt at vi skal turde løfte blikket fra os selv!

Vejby og Gribskov skal også være levende om 10, 20 og 30 år.

Vi bliver flere ældre, og vi har brug for yngre mennesker og børnefamilier, som får lyst til at slå rødder her. Vi har brug for børn i vores skoler, mennesker i vores foreninger og medarbejdere til vores arbejdspladser og vores velfærd.

De vælger ikke kun et hus. De vælger også et sted at høre til. Her betyder naturen og roen meget. Men det gør kultur, fællesskab og liv også. Det er derfor, jeg tror på, at vi skal forsøge at få tingene til at mødes frem for at stille dem op imod hinanden.

Jeg håber på et Vejby, hvor man kan nyde stilheden en sommeraften og hvor der også kan være dage med musik, mennesker og fest.

Et Vejby, hvor der passer på naturen og hinanden, samtidig med at man giver plads til nye fællesskaber. Og et Vejby, hvor både den bekymrede nabo og den begejstrede festivalgæst kan mærke, at deres perspektiv er blevet taget alvorligt.

For et godt lokalsamfund handler ikke om, at vi alle ønsker det samme. Det handler om, at der er plads til, at vi er her sammen.

Susan Kjeldgaard
(NG) (Pressefoto)

(udgivet d. 17. aug. 2026)

Kommentar

  1. Hans Christian Orloff Petersen

    Kære Susan Kjeldgaard

    Tak for Deres glimrende indlæg, der i den grad forsøger at favne både nattero og liv, både stilhed og sommerdage med fuld musik natten igennem. Det er sympatisk — og det er svært ikke at holde af ambitionen.

    Men i et ringe forsøg på at anvende Deres vidunderlige fortællestil, tillader jeg mig alligevel en lille venlig og velmenende kommentar, fra den del af Vejby, der har fulgt processen tæt.

    Man kan desværre ikke både blæse og have mel i munden.

    Når en campingplads i landzone får mulighed for at afholde festival lignende arrangementer i en helt ny skala, så er det ikke bare “lidt mere liv”. Det er en grundlæggende ændring af områdets anvendelse. Og den slags ændringer skaber ikke kun fællesskab — de skaber også splid. Ikke fordi folk er sure af natur, men fordi støj, trafik, lys, drift og belastning ikke stopper ved skellet. De breder sig i en radius på flere kilometer.

    Det er derfor, vi har planloven. Ikke for at forhindre fællesskaber, men for at beskytte dem, der allerede findes.

    For hvis man ændrer reglerne, så campingpladser i hele landet kan blive små oplevelsescentre med tilbagevendende festivaler, så vil det ikke kun være Vejby, der får diskussioner. Det vil være alle de lokalsamfund, hvor borgere har valgt naturen, roen og hverdagslivet — og hvor man pludselig får en festival som nabo.

    Og ja, fællesskab er vigtigt. Men fællesskab er også skrøbeligt. Det kan sagtens kvæles, hvis man presser for hårdt på med “liv”, uden at tage højde for dem, der allerede lever her.

    Derfor er det ikke et spørgsmål om at være imod musik, imod unge eller imod frivillighed. Det er et spørgsmål om at sikre, at vi ikke mister det fællesskab, vi allerede har — i jagten på et nyt.

    Jeg tror stadig, vi kan finde løsninger. Men de kræver, at vi starter med realiteterne, ikke med ønsketænkningen.

    For tryghed kommer af klare rammer — og af, at man ikke forsøger at lave en lokalplan, der både skal være melpose og blæsebælg på én gang.

    Man kan altså godt være for udvikling. Man kan også være for fællesskab.

    Men man kan ikke være for en festival i landzone, og samtidig mene, at det hele nok bare bliver lidt hyggeligt ekstra liv, som kun kan mærkes inden for hegnet på campingpladsen.

    Det er lidt som at sige: “Vi bygger en lufthavn, men bare rolig — det er kun dem i terminalen, der hører flyene.”

    Og ja, fællesskab er vigtigt. Men fællesskab er også som en soufflé: det kan sagtens falde sammen, hvis man ryster formen for hårdt.

    Det handler om at passe på det fællesskab, der allerede findes — før man inviterer et nyt ind, der fylder så meget, at det gamle ikke kan få luft.

    Så lad os endelig tale om rammer, tryghed og fremtid. Men lad os også være ærlige:

    Hvis man både vil blæse og have mel i munden, så ender man som regel med at stå i en støvsky og undre sig over, hvorfor ingen kan høre, hvad man siger.

    Derfor. Kære Susan Kjeldgaard, lad venligt være med at stemme for en ændring af den eksisterende planlov. Den er ikke problemet — den er det værn, der sikrer, at vi stadig kan kende vores lokalsamfund, når sommeren er gået.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *