DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Der gives alt for mange dispensationer i Gribskov kommune

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier


I Gribskov Kommune har vi en kommuneplan og nogle helhedsplaner for de forskellige geografiske områder samt en række lokalplaner, som tager hensyn til de pågældende områders særpræg og udtryk.

Hos Det Konservative Folkeparti ønsker vi at overholde vedtagne kommuneplaner og lokalplaner. Det må være udgangspunktet, og det, man som borger og evt. tilflytter, kan regne med. Vi anerkender, at der i ny og næ kan være behov for en dispensation eller en ændring i en forældet lokalplan, men set med vores briller har det har taget overhånd.

Afvises en sag i planklagenævnet efter en fejlbehandling, så tager et flertal i Byrådet i mange tilfælde ikke længere konsekvensen og siger ”vi begik en fejl”, men vælger i stedet at tilpasse lokalplaner mv., så projekterne alligevel kan gennemføres. Tag f.eks. byggesagen på Sandet. Et enfamilieshus skal ombygges til 12 ejerlejligheder. Efter sagen blev underkendt i Planklagenævnet, så lægger flertallet blot op til at ændre lokalplanen i stedet. Stik imod naboernes ønsker. Det skaber utryghed og utilfredshed. Det synes vi i Det Konservative Folkeparti ikke er ordentligt. Når man bosætter sig et sted, skal man kunne have tillid til, at området ikke pludselig ændrer karakter.

I Vejby blev der for under et år siden vedtaget en lokalplan for et nyt boligområde. Det blev forsikret, at et nyt projekt skulle udvikles efter den vedtagne lokalplan. Nu ligger der et nyt projekt, og der lægges op til dispensationer og måske ændring af en spritny lokalplan.

Det Konservative Folkeparti mener, at vi  overordnet har en god kommuneplan og nogle gode lokalplaner. Det kræver bare nogle politikere, som ønsker at respektere dem, så borgere med ro i sindet kan købe en ejendom og tro på, at området ikke pludselig fuldstændig ændrer stil og udtryk.

Trine Egetved

Det Konservative Folkeparti i Gribskov

(Pressefoto: Nils Holm Christensen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.