Debatindlæg fra Allan Nielsen, formand for Socialdemokratiet i Gribskov.
Der er ikke behov for et nyt børnesyn!
I Gribskov Kommune arbejder udvalget for skole, børn og familie i øjeblikket på et nyt børnesyn.
Der ønskes et børnesyn, der i højere grad end i dag understøtter en koordineret indsats omkring børn, unge og familier – i et styrket samarbejde.
Et fælles børnesyn er vigtigt for kommunen for at skabe sammenhæng i pædagogernes og lærernes møde med børn og unge.
Med et nyt børnesyn kan jeg være bekymret for, at det bruges som begrundelse for at optage flere elever med særlige udfordringer i almenklasserne end tilfældet er i dag.
Inklusionstrykket er allerede højt på folkeskolerne i Gribskov Kommune. Mange lærere rammes af stress på grund af mange børn i klasserne med særlige udfordringer uden at der gives ekstra økonomi til opgaven. Forældre stemmer med fødderne, og sætter deres børn i en privatskole.
Med et nyt børnesyn lægges der op til flere elever med særlige udfordringer i almenklasserne.
Det kommer til at gå udover lærernes og elevernes arbejdsmiljø, og sandsynligheden for opbevaring af elever med særlige behov øges; de vil ganske enkelt ikke få den undervisning, som de har et retsmæssigt krav på. Det rækker den nuværende økonomi ikke til.
Der er behov for en bedre økonomi til flere to-lærertimer til undervisning af og støtte til elever med særlige udfordringer i almenklasserne. Der er også behov for en forbedret økonomi til at styrke det pædagogiske arbejde på skolerne med elevernes trivsel, f.eks. med en bedre økonomi til AKT-lærere.
Der er ikke behov for et nyt børnesyn. Det gældende børnesyn i kommunens børne- og ungepolitik er udmærket. Der er behov for en bedre økonomi til folkeskolerne i Gribskov Kommune.
Allan Nielsen
Formanden, Socialdemokratiet i Gribskov

(udgivet d. 14. jun. 2025)