Debatindlæg af Pia Foght, Socialdemokratiet i Gribskov samt formand for fagudvalget KIF.
Byrådet har vedtaget nye rammer for idræt og kultur i Gribskov.
Som medlem af byrådet glæder jeg mig over, at vi nu har vedtaget vedtægterne for Fremtidens Idræts- og Kulturråd i Gribskov Kommune. Det er en beslutning, der rækker langt ud over organisering og struktur – det handler om, hvordan vi styrker fællesskab, demokrati og frivillighed lokalt.
Idræt og kultur en grundpille i et stærkt velfærdssamfund. Det er her, børn og unge finder fællesskaber, hvor voksne engagerer sig frivilligt, og hvor lokalsamfund bindes sammen på tværs af alder og baggrund. Derfor er det afgørende, at kommunen har et tæt og tillidsfuldt samarbejde med foreninger og frivillige.
De tidligere Idræts- og Kulturråd har ydet en vigtig indsats gennem mange år. Men vores verden forandrer sig, og det gør civilsamfundet også. Derfor tog vi i vinteren 2024 initiativ til en åben proces om Fremtidens Råd. En proces, hvor foreninger og frivillige aktivt har været med til at forme de nye rammer gennem dialogmøder, workshops og arbejdsgrupper i 2025.
Resultatet af beslutningen i byrådet er et kommende samarbejde med Idrætsråd og Kulturråd, der bygger på åbenhed, medindflydelse og fælles ansvar. Det er en model, der styrker sammenhængen mellem politikere, administration og foreningsliv – og som giver bedre mulighed for et løft af breddeidræt, kulturtilbud og frivilligt engagement i fællesskab.
Vi investerer i fællesskabet, vi lytter til dem, der er tættest på hverdagen, og vi skaber rammer, hvor frivillighed og demokrati kan trives. Med Fremtidens Idrætsråd og Kulturråd tager vi et vigtigt skridt i Gribskov. Valg til rådene er den 2. februar 2026.
Pia Foght (A)
Udvalgsformand for KIF

(udgivet d. 17. dec. 2025)