Debatindlæg fra Tonny N Jensen, bestyrelsesmedlem, Socialdemokratiet i Gribskov.
Bus til alle – en nødvendighed for sammenhæng og tryghed i Gribskov.
Busruterne 360R og 380R er ikke bare transportmidler – de er livliner, der forbinder vores lokalsamfund i Gribskov Kommune med hinanden og med omverdenen. Særligt i aftentimerne og i weekenden spiller de en afgørende rolle for mange borgere, der har været til kulturelle arrangementer i Hillerød eller København, og som skal hjem til Annisse, Ramløse, Græsted eller Gilleleje.
Det er ikke en luksus at kunne tage bussen hjem – det er en forudsætning for, at man som borger i Gribskov kan tage del i fritids- og kulturlivet uden for kommunen uden at være afhængig af bil. Især for unge, ældre og dem uden adgang til bil er busruterne helt essentielle.
Vi skal ikke acceptere, at vores byer bliver koblet af om aftenen.
Derfor foreslår jeg, at vi politisk arbejder for at sikre en fortsat busbetjening af hele strækningen fra Hillerød til Gilleleje – enten ved at bevare 360R og 380R i deres nuværende form, eller som minimum ved at sikre én sammenhængende rute, der betjener hele strækningen via vores mindre lokalsamfund.
En konkret løsning kunne være at forlænge ruten på 360R og samtidig indgå en kommunal fordelingsaftale med Hillerød Kommune om driften. Det vil ifølge de foreløbige vurderinger koste Gribskov Kommune omkring 250.000-300.000 kroner om året – et beløb, der burde kunne findes inden for det eksisterende budget, hvis viljen er der. Det præcise beløb vil naturligvis afhænge af, hvor stor en andel af udgiften Hillerød er villig til at tage.
Jeg vil benytte mine socialdemokratiske forbindelser i både Region Hovedstaden og Hillerød Kommune til at arbejde for en løsning, der sikrer natbusser og tryg mobilitet for borgerne i hele Gribskov – også efter kl. 21.
Dette vil jeg arbejde for både før og efter et kommunalvalget, vi skal ikke accepterer, at den kollektive trafik ikke hænger sammen i vores kommune.
For sammenhængskraften i vores kommune afhænger ikke kun af, hvad vi gør i dagtimerne. Den afhænger af, at man også kan komme trygt hjem – når man har været ude og leve livet.
Bus til alle – også når mørket falder på.
Tonny N. Jensen
Bestyrelsesmedlem, Socialdemokratisk i Gribskov

(udgivet d. 14. jun. 2025)