Debatindlæg af Lars Bregnbak, spidskandidat, Danmarksdemokraterne i Gribskov.
Budgetter der holder – og som løfter vores skoler og ældrepleje.
I Gribskov Kommune har vi i alt for mange år set budgetter, der ikke holder, og hvor konsekvenserne rammer både vores børn og ældre.
Når der laves flotte regneark på rådhuset, men virkeligheden ude i skolerne og plejen ikke følger med, mister borgerne tilliden til, at politikerne har styr på tingene.
Vi i Danmarksdemokraterne ønsker budgetter, der bygger på virkelighedens udfordringer – ikke ønsketænkning.
Det betyder, at vi skal tage ansvar for økonomien, men samtidig investere dér, hvor det gør en forskel: i de mennesker, der hver dag får hverdagen til at fungere.
Vi skal sikre flere voksne omkring børnene, så lærere og pædagoger kan fokusere på undervisning og trivsel Og vi skal skabe tid og faglig ro i ældreplejen, så medarbejderne kan bruge tiden på omsorg i stedet for papirarbejde.
Et ansvarligt budget handler ikke kun om tal – det handler om tillid, kvalitet og omtanke. Gribskov fortjener en kommune, hvor pengene bruges rigtigt første gang.

(udgivet d. 23. okt. 2025)