Debatindlæg af Bo Jul Nielsen, byrådsmedlem, Socialdemokratiet i Gribskov.
Boliger til alle i Gribskov kommune.
I fremtiden bliver der skabt et stort overskud af parcelhuse på landsplan, hvis vores strategi kun er at bygge nye parcelhuse fremadrettet.
Det samme vil gøre sig gældende i Gribskov kommune, med det resultat, at boligpriserne på parcelhuse vil falde drastisk.
Samtidig ser vi i vores større kommunecentre i Gribskov kommune, at vores borgere i aldersgruppe 60+, har et stort ønske om mindre boliger og gerne lejeboliger, og på samme tid ser vi, at vores unge børnefamilier har et stort ønske om et parcelhus med have til. Så hvorfor ikke kombinere begge disse ønsker i fremtidens boligpolitik i Gribskov kommune.
Derfor ønsker Socialdemokratiet, at der fremadrettet tænkes strategisk anderledes i Gribskov kommune end kun i nye parcelhuse.
Socialdemokratiet ønsker planlægning og muligheder for nye rækkehuse, dobbelthuse og etageboliger i Gribskov kommune til vores borgere i aldersgruppen 60+, så de har et fremtidigt alternativ til deres store parcelhuse med store haver til. Og i etageboligerne skal selvfølgelig indarbejdes elevatorer og altaner.
På den måde får vi skabt ledige parcelhuse til vores unge børnefamilier, som vi gerne vil tiltrække – og nok til en billigere penge end ved køb af en grund i en ny parcelhusudstykning.
Børnefamilier skaber nyt liv, leverer ny arbejdskraft og holder gang i vores lokale daginstitutioner og skoler.
Socialdemokratiet ønsker rotation på boligmarkedet til gavn for alle i alle aldre.

(udgivet d. 7. nov. 2025)