Debatindlæg fra Tonny Nalepa Jensen, bestyrelsesmedlem, Socialdemokratiet
Udvikling handler om mere end højden på bygningerne.
I debatten om byudvikling i Gribskov Kommune bliver fokus ofte rettet mod bygningers højde – og især hvorvidt vi skal tillade byggeri i op til fire etager. Personligt mener jeg ikke, at der er mange steder i vores kommune, hvor så høje bygninger vil passe naturligt ind. Men spørgsmålet er, om det virkelig kun er højden, der skal være afgørende for, hvordan vi udvikler vores byer og lokalsamfund?
Som Socialdemokrat synes jeg, det er vigtigt, at vi får en mere nuanceret tilgang. Byudvikling bør i langt højere grad handle om helheden – altså hvordan bygninger spiller sammen med omgivelserne. Her tænker jeg blandt andet på valg af materialer, arkitektonisk kvalitet og bebyggelsesprocent. Det er disse elementer, der i praksis afgør, om et område føles åbent, grønt og rart at opholde sig i – eller tæt, skyggefuldt og domineret af bygningsmasse.
Et konkret forslag kunne være, at vi i vores lokalplanlægning opstiller klare krav til friarealer mellem bygninger – eksempelvis at afstanden mellem bygningerne skal være mindst 2,5 gange bygningens højde. Det ville sikre luft og lys mellem bygningerne og give bedre vilkår for både fællesskab og biodiversitet.
Som sagt tidligere er jeg langt mere optaget af, at vi udarbejder nogle overordnede, gennemtænkte rammer for udviklingen af vores arealer – frem for at diskutere enkeltsager ud fra højde alene. Vi bør lave klare, æstetiske og funktionelle retningslinjer for hele kommunen. På den måde skaber vi gennemsigtighed for både borgere og investorer, som fra start ved, hvad Gribskov vil – og ikke vil.
Det handler i sidste ende om at bevare vores kommunes særlige identitet og landskab, samtidig med at vi giver plads til udvikling. Men det skal være udvikling på Gribskovs præmisser – ikke på investorernes.
Tonny Nalepa Jensen
Bestyrelsesmedlem, Socialdemokratiet

(udgivet d. 9. maj 2025)