DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Indlagte børn på hospitaler i Hovedstadsområdet får digitalt besøg af hospitalsklovnene under coronakrisen

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Ny akutdonation fra TrygFonden til Danske Hospitalsklovne.

Coronakrisen har sat en midlertidig stopper for Danske Hospitalsklovnes opmuntrende besøg hos børn, der er indlagt på bl.a. Rigshospitalet, Sjællandske Universitetshospital Roskilde, Nordsjællands Hospital Hillerød og Herlev Hospital. Men børnene skal ikke undvære klovnene helt. Med en akutdonation fra TrygFonden på 130.000 kr. skruer Danske Hospitalsklovne op for deres digitale aktiviteter på Facebook og YouTube, hvor børnene bl.a. kan møde hospitalsklovnene live og være med til at bestemme, hvad der skal ske – næsten som ved et helt almindeligt besøg.

Pressefoto


Børnene elsker hospitalsklovnenes tryllerier og historiefortællinger, der er lyspunkter i dagene på hospitalet. Men indtil klovnene igen kan tage på besøg, kan børnene møde dem på Klovnekanalen på Facebook og YouTube, hvor der er kommet en masse nye klovneaktiviteter som sang, dans, live-udsendelser og skøre eventyr.

– Vi ved, hvor meget klovnene betyder for børnene under deres sygdomsforløb, og netop nu, hvor mange syge børn er isoleret fra omverdenen på hospitalsstuer eller derhjemme, er det ekstra vigtigt, at de ikke føler sig alene. Derfor er vi glade for TrygFondens støtte til, at vi fortsat – blot på en anden måde – kan være der for børnene, fortæller Kenneth Øhrberg, direktør i Danske Hospitalsklovne, og fortsætter:

– På Facebook og YouTube kommer der små, daglige videoer, og klovnene fortæller sjove eventyr i et klovneunivers. Vi sender også live mandage og onsdage kl. 14, hvor børnene og resten af familien kan sidde klar ved skærmen og være med til at bestemme, hvad der skal ske. Vi håber naturligvis, at vi inden længe kan vende tilbage til besøgene på børneafdelingerne, men indtil da må vi lige som alle andre tænke kreativt, for børnene skal ikke undvære klovnene.

Sebastian på 13 år kender hospitalsklovnene fra sit kræftforløb og har i dag glæde af dem online:

– Det betyder vildt meget for mig, at jeg kan se, skrive og snakke med klovnene, selvom der er corona. Det er en megagod og sjov måde, de laver online shows på. Klovnene kommer ligesom næsten helt ind i mit værelse. Jeg har været med i et liveshow sammen med Baroli. Det var sjovt og en helt speciel oplevelse. Baroli og de andre klovne var de vigtigste for mig på sygehuset, da jeg var syg med kræft. Selv på de allerdårligste dage kunne klovnene altid få mig i godt humør. Det kan de stadigvæk, fordi jeg kan se dem online.

Pressefoto

Der er 52 professionelt uddannede hospitalsklovne, som normalt har 184 ugentlige klovnevagter fordelt på alle landets børneafdelinger og i børne- og ungepsykiatrien, og der er flere klovne under uddannelse, som står klar, når børnene igen kan få besøg.

Donationen til Danske Hospitalsklovne er bevilget fra TrygFondens akutpulje, som blev oprettet i april og var målrettet sociale indsatser for mennesker, der er blevet særligt hårdt ramt under coronakrisen. Bevillingerne er især gået til mindre foreninger og organisationer, heriblandt Danske Hospitalsklovne, der hver dag hjælper og gør en forskel for de mest sårbare mennesker i alle egne af landet.

Følg de Danske Hospitalsklovne på Facebook-sideInstagram og YouTube.

Pressefoto

Om TrygFonden
TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er hovedejer i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.