DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

HELSINGE: Fem anholdt for grov vold mod 17-årig

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Nordsjællands Politi har tirsdag aften anholdt flere personer, som formodes at have begået et groft overfald på en 17-årig mand lørdag den 20. marts 2021 på stationen i Helsinge. Det formodes, at overfaldet er sket som led i en konflikt mellem to grupperinger

Lørdag den 20. marts om eftermiddagen blev en 17-årig mand udsat for et voldeligt overfald af en større gruppe maskerede mænd i en ventesal på Helsinge Station. På baggrund af efterforskning i sagen har Nordsjællands Politi tirsdag aften foretaget anholdelse af fem mænd i alderen 17-19 år.

– De seneste dages efterforskning har ledt os frem til flere personer, som vi mener har været involveret i overfaldet, og de fem personer er i den forbindelse blevet sigtet for grov vold. Det er vores formodning, at overfaldet er sket som led i en konflikt mellem to grupperinger i området, og vi kan derfor heller ikke udelukke, at der vil ske flere anholdelser i sagen, oplyser politidirektør Jens-Christian Bülow. 

Årsagen til konflikten efterforskes fortsat, men Nordsjællands Politi arbejder ud fra en formodning om, at også overfaldet på en 20-årig mand, som mandag aften den 22. marts fandt sted på en parkeringsplads ved Netto i Græsted, er relateret til de to grupperingers uoverensstemmelse.

– Vi er klar over, at det kan skabe utryghed blandt beboerne i området, når sådan en konflikt opstår. Derfor vil vi i den kommende tid øge vores tilstedeværelse i Helsinge og Græsted. I dag og de næste to dage kan borgerne også finde vores mobile politistation i de to byer. Jeg opfordrer til, at borgerne lægger vejen forbi til en snak, hvis de føler sig utrygge eller i øvrigt har lyst til at tale med politiet, slutter Jens-Christian Bülow.

Den mobile politistation vil onsdag, torsdag og fredag være placeret forskellige steder. Onsdag den 24. marts vil den holde på parkeringspladsen ved Kvickly i Helsinge mellem klokken 13.00 og 19.00. Placeringen oplyses hver dag på Twitter.

De fem mænd fremstilles i løbet af onsdag den 24. marts i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Har man som borger oplysninger om de to hændelser henholdsvis lørdag den 20. marts omkring klokken 16 i ventesalen på Helsinge Station og mandag den 22. marts 2021 omkring klokken 21.20 på parkeringspladsen ved Netto på Helsingevej i Græsted, kan Nordsjællands Politi kontaktes på telefon 114.

(d. 24 mar. 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.