DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Så er der valg til Idrætsrådet og Kulturrådet

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Der er snart valg til Idrætsrådet og Kulturrådet, og det er oplagte muligheder for at få indflydelse på udviklingen af kultur- og idrætslivet i Gribskov kommune. Formand for Kultur, Idræt og Forebyggelse Pia Foght opfordrer til, at man stiller op.

Valgene til Idrætsrådet og Kulturrådet løber af stablen d. 21 februar 2022. Her kan man stille op, hvis man er medlem af en godkendt idrætsforening, kulturforening, en kulturinstitution eller en aftenskole.

Som medlem af Idrætsrådet og Kulturrådet har man en vigtig rolle inden for idræt og kultur. Rådenes medlemmer er med til at skabe rammer for idræts- og kulturlivet i kommunen og de mange tusinder af frivilliges liv og gang i deres respektive foreninger.

Man er også en vigtig samarbejdspartner og sparringspartner for Gribskov Kommune, når rådenes medlemmer er med til at vejlede og rådgive om væsentlige forhold inden for idræt og kultur. Og så er man med til at indstille til idræts- og kulturpriser og meget, meget andet.

Formand håber, mange vil stille op

Formand for udvalget Kultur, Idræt og Forebyggelse Pia Foght håber på den baggrund at se en masse af Gribskovs engagerede frivillige til valget.

”Idrætsrådet og Kulturrådet er to vigtige instanser i Gribskov. Vi har i udvalget et tæt samarbejde med begge råd, så jeg kan kun opfordre de mange ildsjæle i vores fantastiske foreninger inden for kultur og idræt til at stille op til de to råd. Det er fire år i maskinrummet, hvor rådene har dialog med politikerne i udvalget, der er idræts- og kulturpriserne, og der er det store arbejde med at udvikle vores foreningsliv,” siger formanden.

Pia Foght (A) pressefoto

Fællesskab, fællesskab og fællesskab

Gribskov er rundet af fællesskaber. Virkelysten, særligt inden for foreningslivet, er rig og inspirerende for mange. Idrætsrådet og Kulturrådet er alle frivilliges talerør ind til administrationen og det politiske niveau.

Pia Foght fortsætter:
”Som en del af de to råd er man faktisk med til at sætte retning for fremtidens fællesskaber og foreningsliv i Gribskov. Det er samskabelse i sin bedste form – vi skaber sammen idræt- og kulturlivet,” siger hun.

Bliv klogere på rådets arbejde

Går man med tanker om at stille op til enten Idrætsrådet eller Kulturrådet, er der information at hente på www.aktivgribskov.dk

Et medlem vælges for 4 år. Der er 6-8 møder om året inklusiv fællesmøder mellem Idrætsrådet og Kulturrådet. Derudover er der også 1-2 årlige dialogmøder med det politiske udvalg for Kultur, Idræt og Forebyggelse.

Valgmødet begynder d. 21 februar 2022 klokken 19 i Store sal på Skolegade 43, 3200 Helsinge.

(udgivet d. 7 feb. 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.