DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Grøn Uge i Gribskov med vilde oplevelser for børn og familier

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Grøn Uge i Gribskov: Vilde oplevelser for børn og familier.

Temaet er vild natur, når Gribskovs frivillige foreninger inviterer til spændende naturoplevelser for børnehaver og indskoling fra d. 9 til d. 20. maj 2022. Grøn Uge kulminerer med Grøn Lørdag for hele familien d. 21. maj 2022.

(pressefoto: Gribskov kommune)

Krible-krabledyr, fugle og bløde lam er nogle af de spændende dyr, der kan opleves helt tæt på, når børn i børnehaver og indskoling tager ud i naturen i løbet af Grøn Uge i maj

Til Grøn Uge inviterer lokale foreninger børnehavebørnene og de mindste i indskolingen på udflugter til blandt andet gård, sø, skov og hav, hvor livet indfanges og nærstuderes med net og lup. Målet med Grøn Uge er at give børnene oplevelser, som gør dem opmærksomme på naturens kvaliteter og lærer dem at begå sig i naturen.

De frivillige foreninger og lokale ildsjæle lægger et stort stykke arbejde i at formidle Gribskovs mange naturoplevelser i børnehøjde under Grøn Uge. Ca. 400 af vores børnehavebørn og børn i de mindste klasser kan se frem til et væld af spændende aktiviteter med lokale naturoplevelser. Det vil jeg gerne sende en stor tak til de frivillige for“, udtaler borgmester Bent Hansen.

Bent Hansen (V) Borgmester, Gribskov Kommune (pressefoto)

Borgmesteren skyder Grøn Uge natur-ugen i gang mandag d. 9. maj 2022 kl. 9.00, hvor Danmarks Naturfredningsforening har arrangeret, at børn fra Naturbørnehuset Annisse skal finde krible-krable dyr og studere vandhullets dyreliv med vandketsjer og lup.

Bag årets Grøn Uge-aktiviteter står Gribskov Kommunes Grønne Råd, Det Grønne Dialogforum, hvor kommunen i samarbejde med frivillige foreninger, lokale råd og sammenslutninger mødes om grønne interesser.

Naturoplevelser for hele familien til Grøn Lørdag på Gilleleje Havn

Grøn Uge kulminerer lørdag d. 21. Maj 2022 med Grøn Lørdag, hvor børnene så kan tage deres forældre, søskende eller bedsteforældre i hånden og komme ned til Gilleleje Havns Øststrand kl. 10-15. Her vil kommunens grønne foreninger byde på et ”hav” af aktiviteter. Der vil bl.a. være fiskedam, aktiviteter på vandet, konkurrencer og mulighed for at bage sit eget snobrød.

Brian Lyck Jørgensen (0), formand for udvalget Klima, Teknik og Miljø byder de fremmødte velkommen klokken 10 og skyder Grøn Lørdag i gang.

Brian Lyck Jørgensen (O) (pressefoto)

Grøn Lørdag er altid et hit og har tidligere år været meget velbesøgt af både børn og voksne. Jeg håber, at mange også i år vil lægge vejen forbi og få nogle gode naturoplevelser i selskab med kommunens mange grønne foreninger“, udtaler Brian Lyck Jørgensen (O), formand for udvalget Klima, Teknik og Miljø.

Også næstformand for udvalget, Morten Dahlberg, glæder sig over det gode fokus på grønne aktiviteter:

Vi har i Gribskov alle forudsætninger for at være en foregangskommune, når det kommer til naturformidling og oplevelser i det grønne. Og mange vil gerne selv gøre noget for at støtte op om naturbevarelsen og gøre mere for biodiversiteten. Det kan man også tale med kommunens medarbejdere om til Grøn Lørdag“.

Morten Dahlberg (A) (pressefoto)

Dagen er tænkt som en oplagt familieudflugt, men alle er selvfølgelig velkomne. Det er gratis at være med, og det kræver ikke tilmelding.

Se hele programmet og læs mere på: gribskov.dk/grønuge og gribskov.dk/grønlørdag

Gribskov vil være Danmarks VILDESTE kommune
Gribskov Kommune er med i Miljøstyrelsens konkurrence om at blive Danmarks VILDESTE kommune. Flagskibsprojekterne i Gribskov er Grøn Uge og Grøn Lørdag. Målet med Grøn Uge er at alle kommunens børn i løbet af deres børnehavetid får lokalforankrede naturoplevelser, der lærer dem at begå sig i naturen. Grøn Uge er således naturformidling tiltænkt fremtidens grønne borgere.
Gennem Grøn Uges levetid har det været et politisk ønske, at naturaktiviteterne når bredt ud til alle kommunens borgere. Derfor har borgere på ældrecentre for eksempel fået børnehavebørn på besøg, og i fællesskab har de lavet insekthoteller – ligesom børn indenfor special- og handicapområdet har deltaget på lige fod med andre børn.

Læs mere på: gribskov.dk/vild

Grøn Uge skydes i gang mandag d. 9. maj 2022 kl. 9 på Spånbækvej 11, 3200 Helsinge.
Program for Grøn Uge, 9.-20. maj 2022:

⦁ Dyrelivet i et vandhul – fin krible-krabledyr i vandet v/Danmarks Naturfredningsforening (Gribskov Afd.) og Valby Bækgaard, Økologisk Landbrug og Naturcenter
⦁ Livet på det lave vand v/ Gribskov Ungdomsskole, Grejbanken
⦁ Besøg dyr på økologisk Landbrug og find krible-krabledyr V. Danmarks Naturfredningsforening (Gribskov Afd.) og Valby Bækgaard, Økologisk Landbrug og Naturcenter
⦁ Biodiversitet, naturpleje og planteworkshop v/ Garbolund Vingård
⦁ Børn og fugle v/ Dansk Ornitologisk Forening
⦁ Livet på det lave vand – find krible-krabledyr på strandbredden v/ Danmarks Naturfredningsforening (Gribskov Afd.) og Valby Bækgaard, Økologisk Landbrug og Naturcenter
⦁ Liv i vandhullet v/Naturstyrelsen Nordsjælland
⦁ Skovtrolde i Valby Hegn v/ Nordsjællands Naturskole

Alle aktiviteter er gratis og for børnehaver og indskolingens børn.

Program for Grøn Lørdag, 21. maj 2022:
⦁ Kom tæt på solen gennem solkikkert v/ Wieth-Knudsen Observatoriet
⦁ Undersøg livet på det lave vand v/Danmarks Naturfredningsforening og Valby Bækgård Naturcenter
⦁ Bag dit eget snobrød v/KFUM-spejderne Gilleleje
⦁ Klap lam og får v/ Valby Bækgård Naturcenter
⦁ Kig på fugle omkring Gilleleje Havn v/Dansk Ornitologisk Forening
⦁ Prøv sit-up kajak og stand-up paddle-board v/ Grejbank
⦁ Fiskedam v/ Helsinge og Omegns Sportsfiskerforening
⦁ Natur Bingo og VILD have v/ Danmarks Naturfredningsforening og Vilde Haver i Gribskov kommune
⦁ Konkurrencer – Cyklens år v/Cyklistforbundet
⦁ Fisk en præmie mellem plast fra havet v/Hvid Strand
⦁ Surprise v/ Gribskov Biblioteker
⦁ Venner af Bundskraberen kan få en sejltur i RIB-båd v/ Gilleleje Sportsdykkerklub Bundskraberen
⦁ Stenbingo v/Geolog fra Gribskov Kommune
⦁ VILD kommune – hør om hvordan du kan støtte op om mere biodiversitet v/ Gribskov Kommune

(udgivet d. 5 maj 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.