DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Vi er nervøse for skolernes økonomi – også de store skoler !!

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af byrådsmedlemmerne Trine Egetved (C) og Helene Gerlykke-Dohn (C).

Vi er nervøse for skolernes økonomi – også de store skoler !!

I Det Konservative Folkeparti bekymrer vi os om alle børn i kommunen. Dem på store folkeskoler. Dem på små folkeskoler. Dem, der går på privatskoler. Børn med behov for specialstøtte. Børn med handicap mv.

I en tid, hvor midlerne er knappe. En tid, hvor flere og flere børn har brug for særlig støtte, så taler vi igen tildelingsmodel til folkeskolerne. Hvilke skoler skal have flere penge og hvilke skal have færre? Summen af penge er den samme – måske bliver den ovenikøbet mindre fremadrettet, når vi ser regeringens aftale med KL. Så vi taler alene om fordelingen af midler.

Alle de modeller vi i udvalget får fremlagt foreslår, at der flyttes penge fra de store skoler til de små. Igen, fristes man næsten til at sige. For det er det, vi har set i de sidste mange år. Vi er helt med på, at det koster flere penge pr elev at drive små skoler end store skoler. Men vi er nu på en difference på over 26.000 kr. pr. elev fra den billigst drevne folkeskole til den dyreste i den model, der sendes i høring.

Alle skoler lider – både de store og de små. Alle har svært ved at få det til at hænge sammen. Og det er et politisk ansvar at sige stop. Og sikre en retfærdig fordeling. Men skal man sikre en retfærdig fordeling, så skal man se på mange ting i forhold til serviceniveauet – ikke bare et tal. Hvor mange voksne er der pr. barn på skolen? Hvordan er arbejdsforholdene blandt personalet? – der er trods alt mere arbejde i en klasse med 28 elever end i en med 12. Her tænker vi på antallet af skole-hjem samtaler, opgaver, der skal rettes mv. Hvilke undervisningsforløb laver man på skolerne? Er der råd til ture ud af huset? Hvor mange pædagoger kan man sætte ind i undervisningen? Hvor mange læsevejledere og matematikvejledere er der pr. barn? Og sådan kunne vi blive ved. 

Desværre ser det ud til, at et flertal i Skole, Børn og Familie bestående af V, SF og S har forelsket sig i et tal, og derfor har igangsat en høringsproces på en model, som vil ramme de store skoler i kommunen ekstremt hårdt. Over en million kroner pr. skole. De mange børn kommer igen til at betale prisen for den skolestruktur, som vi har i Gribskov. I Det Konservative Folkeparti mener vi, at omfordelingen skal stoppe nu. Den tildelingsmodel vi har bør køre videre indtil vi når til budgetforhandlinger, hvor Byrådet må tage ansvar for at finde de midler, der skal til, for at kunne levere et skoletilbud i høj kvalitet – på alle kommunens skoler. Både de små og de store skoler. 

I Det Konservative Folkeparti mener vi, at vi i Byrådet skal tænke os meget grundigt om, inden vi med en snuptag fjerner millionbeløb fra vores store skoler. De eneste, der får gavn af det her i kommunen, det er de private skoler. Dem har vi, i Det Konservative Folkeparti, intet imod, men de handlinger, som et flertal i Skole, Børn og Familie arbejder for pt. vil uden tvivl øge søgningen til privatskolerne. Derfor foreslog vi også sammen med Nytgribskov at der blev arrangeret et temamøde for hele Byrådet, da mange partier ikke er repræsenteret i Skole, Børn og Familieudvalget.

Så kære forældre – vi håber I kan se, hvor voldsomt det der er ved at ske nu, er for jer med børn på kommunens større skoler. Vi håber, I vil hjælpe os med at forklare flertallet i Byrådet, at de store skoler ikke svømmer i penge, og også har svært ved at få enderne til at mødes, så der kan leveres et ordentligt tilbud til børnene.

For uden de store skoler er der ingen til at bidrage til de små skolers overlevelse. Sammenhængskraften bliver ganske enkelt ødelagt. Det samme gør Gribskovs evne til at tiltrække børnefamilier.

Trine Egetved (C)

1. viceborgmester. 

og

Helene Gerlykke-Dohn (C)

Næstformand i Skole, Børn og Familie.

(udgivet d. 11 apr. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *