DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Borgere og erhvervsdrivende i Gribskov Kommune får markant hurtigere svar på byggesager

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Efter et årelangt politisk fokus oplever borgere og erhvervsdrivende i Gribskov Kommune nu en væsentlig kortere sagsbehandlingstid for byggesager i forhold til sidste efterår og vinter, skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Byggesagsbehandlingen i Gribskov Kommune går væsentligt hurtigere. Det skyldes, at kommunens politikere har haft fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden.

For eksempel blev der truffet 1245 afgørelser i byggesagsafdelingen I 2021, mens der til sammenligning blev truffet 761 afgørelser i 2020. Det svarer til en stigning på 63%. Det er et resultat, som glæder formand for Klima, Teknik og Miljø Brian Lyck Jørgensen:

”Det er super godt, at borgerne nu får hurtigere svar på byggesager. Under corona oplevede vi, at det eksploderede med byggeansøgninger, og det gav lang ventetid. Men gennem et stærkt politisk fokus og arbejde fra administrationen, er vi nu der, hvor der ofte står 0 i kø på vores hurtigbane”.

Byrådsmedlem Brian Lyck Jørgensen (O) (Pressefoto)

Hurtigbanen er et af de tiltag, som kommunen har taget i brug for at nedbringe ventetiden. Hurtigbanen er for de byggeansøgninger, som ikke kræver en dispensation fra en lokalplan eller en helhedsvurdering. Sådanne sager bliver behandlet indenfor et servicemål på 10 arbejdsdage – og man kan opleve, at det sker hurtigere.

Flere byggesagsbehandlere griber byggesagerne

Byggesagsbehandlingen går altså hurtigere – men hvorfor var der lang ventetid før?

Det skyldes en stor interesse for at bygge i kommunen. Siden 2013 er antallet byggesager steget med 89%. Dertil blev tempoet i sagsbehandlingen sænket af et bygningsreglement i 2018, som gjorde det mere kompliceret at sagsbehandle byggesager. Dette kulminerede da langt flere indsendte byggeansøgninger under corona. Men udviklingen er nu vendt.

Det politiske fokus har bl.a. resulteret i en opnormering af antallet af byggesagsbehandlere for at følge mængden af byggeansøgninger og den øgede kompleksitet, der er opstået i forbindelse med myndighedsbehandlingen – samt den hurtigbaneordning, som er omtalt foroven.

Næste fokus er lovliggørelser

Gribskov Kommune har haft fokus på nye byggeansøgninger og har derfor fortsat mange ansøgninger om lovliggørelse liggende. Det vil sige sager, hvor kommunen skal undersøge, om der for eksempel er tale om bygninger, der er opført efter gamle regler, hvor opførelsen ikke krævede tilladelse – eller ved bygninger, hvor der burde være søgt tilladelse.

Derfor bliver det næste fokus lovliggørelser. Det forklarer næstformand for Udvalget for Klima, Teknik og Miljø Morten Dahlberg:

”Det går den rigtige vej med byggesagsbehandlingstiderne lige nu. Derfor er vores forhåbning, at sagsmængderne er nedbragt så betydeligt, at der er plads til at fokusere på lovliggørelsessagerne i det tidlige forår 2023. Her vil vi se, om de erfaringer, vi har gjort med byggesager, kan bruges til at forkorte ventetiden på lovliggørelser, så borgerne også her oplever at blive serviceret markant hurtigere”.

Morten Dahlberg (A) (pressefoto)

(udgivet d. 14 juli 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.