DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

150.000 danskere kan miste tv-signalet den 31. marts 2020.

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier
Danskerne får bedre mobilt bredbånd til april. Det er resultatet af en bred politisk aftale. Men det betyder også, at op mod 150.000 danskere med ældre tv-modeller kan risikere at miste deres tv-signal. Derfor lancerer Kulturministeriet en ny landsdækkende oplysningskampagne ’Sort signal’, der skal vise danskerne, hvordan de undgår problemet.
I dag bliver 700 MHz-frekvensbåndet brugt til at udsende antenne-tv via en stueantenne eller en udendørsantenne fx på taget, men fra april 2020 skal det bruges til at forbedre det mobile bredbånd og bredbåndsdækningen i hele landet.

Derfor er man nødsaget til at opgradere udsendelsesteknologien til en ny signaltype, så alt antenne-tv bliver udsendt via nye signaler kaldet DVB-T2. Her bliver ældre fjernsyn – typisk fra før 2012 – ramt. Disse typer fjernsyn kan som regel ikke vise det nye DVB-T2-signal.

Omlægningen af signalet sker på baggrund af en bred politisk aftale om en vækstplan for digitalisering i Danmark, der blev indgået i februar 2015 af den daværende regering (Socialdemokraterne og Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Kulturministeriet vurderer, at op mod 150.000 danskere kan risikere at blive ramt af signalændringen og dermed få sort skærm på tv’et i hjemmet, hvis de ikke tager deres forbehold. Dertil vil danskere, der ser tv med gammelt udstyr i sommerhuset, campingvognen og lignende også blive berørt.

Oplysningskampagnen ’Sort signal’ skal oplyse danskerne om signalændringen og hjælpe dem med at sikre, at de har det rette fjernsyn eller modtagerboks, og dermed gøre lukningen af antennesignalerne så gnidningsfri som mulig.

Hvis man allerede ser tv via kabel, satellit, bredbånd eller en boks fra sin tv-udbyder, behøver man ikke at gøre noget.

Få yderligere information og rådgivning på tlf. 41 39 39 41 på hverdage mellem kl. 12 og 15 og på kulturministeriets kampagnehjemmeside www.sortsignal.dk

Fakta – sådan ser du, om du bliver ramt:
• Find kanal 88 på dit fjernsyn. Hvis du kan se teksten “Det virker!” på kanal 88, er der ikke grund til at gøre yderligere.
• Hvis du slet ikke kan finde kanalplads 88, så foretag en kanalsøgning, og prøv igen.
• Hvis du finder kanal 88, og ikke kan se teksten, kan du ikke modtage det nye tv-signal.
Sådan kan du løse problemet:
• Anskaf et fjernsyn eller en ”tv-boks”, der kan modtage de nye signaler (kaldet DVB-T2).
• Kontakt en udbyder, der tilbyder tv via antenne, kabel, satellit eller bredbånd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.