DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Hjertelungeorm er blevet en helårsfare for hunden

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Med det stadig varmere vejr herhjemme begynder vi at se, at vores hunde får en række sygdomme hele året, som før var afgrænset til sommerhalvåret. Én af dem er hjertelungeorm, fortæller Agria Dyreforsikrings dyrlæge i en pressemeddelelse.

(Pressefoto: Agria Dyreforsikring)

De fleste ved efterhånden nok godt, at klimaforandringerne gør vejret varmere – også her i Danmark. Men det er nok de færreste, der ser en relation mellem dét, og så at deres hunde risikerer at blive syge oftere. Men det skal vi til at vænne os til, forklarer Mogens Brix, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring:

“Med de varmere temperaturer er de inaktive perioder for en række af de dyr, der kan overføre sygdomme til hundene, blevet kortere. Ét af de dyr er snegle, der er den primære synder i forhold til at overføre hjertelungeorm til hunde,” siger han.

Hvad er hjertelungeorm?

Hjertelungeorm er en parasit, hvor hunde, ræve og grævlinger er hovedværter, mens snegle bliver brugt som et mellemled på vejen, fortæller Mogens Brix.

“Cyklussen består af, at hunden spiser en snegl, der indeholder parasittens larver,” siger han og forsætter:

“Larverne bevæger sig i hunden fra tarmen til hjertet, hvor de vokser sig store, parrer sig og lægger æg. Æggene flyder med blodet til lungerne, hvor de samler sig. I lungerne klækker æggene til larver, der bevæger sig til luftrøret, hvor hunden hoster dem op og synker dem. Larverne udskilles derefter med hundens afføring. Afføring som sneglene æder, og cyklussen er komplet.”

Det er særligt når larverne klækkes i lungerne, at hjertelungeorm kan skabe stor skade, hvis ikke hunden modtager behandling. Typiske symptomer:

  • Vejrtrækningsbesvær
  • Hoste
  • Manglende appetit, diarré og opkastning
  • Træthed
  • Blødningsforstyrrelser

Hvordan forebygger man hjertelungeorm?

Der er desværre ikke noget mirakelmiddel, der sikrer, at din hund ikke får hjertelungeorm. I stedet handler forebyggelsen om din og hundens adfærd. Parasitten findes som regel på steder, hvor mange hunde samles, samtidig med at der er mange ræve i området, forklarer Mogens Brix.

“Der er stor risiko for hjertelungeorm i hundeparker og lignende, hvor mange hunde kommer og går, da det giver optimale forhold for parasitten i forhold til at blive overført mellem hunde, snegle og områdets ræve. Som ejer kan du derfor prøve at undgå sådanne steder. Derudover er det vigtigt at samle hundens afføring op, så du forhindrer en del af parasittens cyklus. Hold også øje med hunden, og hvad den kommer i munden, så du kan stoppe den, inden den muligvis spiser en snegl,” siger dyrlægen.

Er uheldet ude, så behandler man hjertelungeorm med en ormekur, som i langt de fleste tilfælde giver gode resultater. Men det afhænger i høj grad af, hvornår man opdager symptomerne og sætter behandlingen i gang.

“Hvis du er i tvivl, eller oplever du, at din hund får nogle af de ovenstående symptomer, så kontakt altid en dyrlæge,” siger Mogens Brix.

(udgivet d. 14 apr. 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.