DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRÆSTED/GILLELEJE/ESRUM: Gribskov Kommune etablerer pavilloner til ukrainske flygtninge

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Gribskov Kommune er begyndt at sætte pavilloner op for at sikre boligkapaciteten til de ukrainere, der ankommer til kommunen – indtil videre på tre placeringer i Græsted, Gilleleje og Esrum.

Krigen i Ukraine betyder, at ukrainere ankommer til Gribskov Kommune. De ukrainske flygtninge indkvarteres som udgangspunkt enten på Toftebo, i kommunens nuværende flygtningeboliger eller i de beboelsespavilloner, Gribskov Kommune er begyndt at sætte op i april og maj.

Pavillonerne blev valgt som en del af løsningen, da Økonomiudvalget d. 5. april 2022 besluttede, hvordan der kan sikres tilstrækkelig boligkapacitet til de ukrainske flygtninge.

På nuværende tidspunkt er der sat pavilloner op til cirka tolv personer på Dønnevældevej i Græsted og til tolv mere på Kanstanie Allé i Gilleleje. Desuden er det planlagt, at der vil blive opsat pavilloner til cirka 80 personer ved dele af idrætsarealet på Tingbakken mod Østvej ved Gribskolens afdeling i Esrum.

På placeringerne vil der blive opsat hegn om pavillonerne, så der ikke er fri indsigt.

Kort vej til børnehave og skole

Der har været særlige muligheder for at etablere pavillonerne. Efter særloven om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, finder byggeloven nemlig ikke anvendelse på transportable konstruktioner og eksisterende bygninger, som tages midlertidigt i brug til indkvartering af ukrainske flygtninge.

Dertil er der efter planloven mulighed for at dispensere fra bestemmelser i lokalplaner og andre krav til planlægning i tilfælde, hvor det er nødvendigt for at etablere midlertidige opholdssteder til flygtninge.

”Det er godt, at vi har fået muligheden for at etablere pavilloner så hurtigt – for det betyder, at vi i praksis kan leve op til vores forpligtigelser om at huse de flygtninge, der er kommet hertil,” forklarer Niels Tørsløv, direktør for Plan, Teknik og Beskæftigelse, og tilføjer at placeringerne af de nye beboelsespavilloner er valgt ud fra økonomiske hensyn, men også skal tilgodese ukrainernes behov:

”Pavillonernes placering skal både være i en rimelig afstand til de kommunale velfærdstilbud med børnepasning, skole og så videre, og samtidig skal vi sikre, at opsætningen af de midlertidige boliger kan ske med lave omkostninger. Derfor er placeringerne også valgt ud fra, at boligerne uden videre – eller med begrænset indsats – kan kobles på eksisterende forsyninger af spildevand, vand og el.”

(udgivet d. 9 maj 2022)

Kommentar

  1. Det lyder alt sammen fint – men hvornår?? Det er vi en del værtsfamilier der meget gerne vil vide.
    Mvh Gitte Olesen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *