DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GILLELEJE: LOOP Fitness genåbner

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Tre måneders fitness-pause er forbi:

PRESSEMEDDELELSE: LOOP Fitness genåbner over hele landet.

De 122 centre i Danmarks næststørste fitnesskæde har taget alle forholdsregler for at sikre et trygt træningsmiljø, når mange tusinde medlemmer fra torsdag den 11. juni igen kan dyrke motion og fællesskab – næsten som de plejer.

Efter tre måneders nedlukning kan LOOP Fitness nu igen slå dørene op for fitnesshungrende danskere over hele landet.

Regeringen valgte den 6. juni at inkludere fitnesscentre i fase 3 i genåbningen af Danmark. For LOOP Fitness betyder det, at samtlige 122 centre genåbner torsdag den 11. juni 2020. 

– Vi har taget alle mulige forholdsregler og er mere end klar til at byde vores mange medlemmer velkommen tilbage i deres lokale centre. Det har vi glædet os til i rigtig lang tid, siger direktør Brian Schneider. 

Administrerende direktør, Brian Schneider
(Pressefoto: LOOP Fitness)

Træningen hos LOOP Fitness udføres på 16 fitnessmaskiner, som er opstillet i en cirkel, hvor medlemmerne træner selvstændigt og med god afstand mellem hinanden. Derfor er det muligt for LOOP at tilbyde træning på stort set samme vilkår som før nedlukningen. Dog vil medlemmerne blive bedt om at hjælpe til med afspritning af maskiner og om generelt at følge Sundhedsstyrelsens råd om god hygiejne, når de bevæger sig rundt i centeret.

– Man vil opleve, at det meste er, som det plejer at være. Dog vil medlemmerne skulle spritte mere af, end de er vant til, og så opfordrer vi selvfølgelig alle til at passe ekstra godt på sig selv og hinanden, siger Brian Schneider.

LOOP Fitness har taget alle forholdsregler for at sikre, at alle medlemmer kan føle sig trygge, når de genoptager deres træning. Blandt tiltagene er øget afstand, hygiejnestationer med håndsprit, intensiveret rengøring i træningszoner og på toiletter samt ikke mindst et synligt, velforberedt personale.

Fantastisk opbakning fra medlemmerne

Brian Schneider er under Corona-krisen blevet bekræftet i, at LOOP Fitness er meget mere end bare træning. Det lokale LOOP-center er et sted, hvor mennesker mødes, og for mange medlemmer er det næsten lige så vigtigt som selve træningen. 

Under nedlukningen er fællesskabet flyttet fra centrene til de sociale medier, hvor aktiviteten på LOOP’s Facebook-sider er steget eksplosivt. Kæden har flere gange ugentligt streamet træningspas, hvoraf de mest sete har over 20.000 visninger. Og medlemmer i hundredvis har delt alt fra madopskrifter til billeder fra hjemmetræning og bekræftet hinanden i, hvor meget de savner at komme i LOOP.

– Det har været nogle hårde måneder at komme igennem for alle i organisationen. Derfor er det fantastisk at mærke den opbakning, vi får fra vores medlemmer. Mange har endda kontaktet os med et ønske om at fortsætte betalingen for at bakke op om LOOP under krisen, selv om vi fra starten meldte ud, at ingen skulle betale for medlemskab i lukkeperioden, siger Brian Schneider og peger på LOOP’s model med lokale franchisepartnere som en væsentlig årsag til det stærke fællesskab:

– I LOOP er det mange steder ejeren af det lokale center, du møder, når du træner. Det giver os en stærk lokal forankring og gør LOOP til en vigtig del af nærmiljøet, siger han.

Fire nye centre klar til åbning – yderligere tre er på vej 

LOOP Fitness har mere end fordoblet antallet af centre de sidste tre år og åbnede i slutningen af februar center nummer 121 i Søndersø. Det var planlagt, at yderligere fire centre skulle åbne i løbet af marts og april. Men som følge af corona-krisen måtte planerne udskydes på ubestemt tid. 

Med regeringens beslutning om at tillade træning i fitnesscentre kan LOOP nu snart sætte dato for åbningerne i Ballerup, Tølløse, Hadsten og Bagsværd:

– Sammen med vores partnere har vi ventet tålmodigt på at åbne de nye centre, og vi glæder os rigtig meget til at slå dørene op. Centret i Tølløse åbner allerede på torsdag sammen med resten af kæden, siger Brian Schneider.

Han oplyser, at yderligere tre nye LOOP-centre åbner henover sensommeren og efteråret. Det er i Risskov og Hinnerup ved Århus og i Vodskov ved Aalborg. Dermed vil fitnesskæden bestå af 128 centre i Danmark.

Gode råd til dig, der træner i fitnesscenter:

• Bliv hjemme, hvis du har symptomer, hvis du er sårbar eller på anden vis i risikogruppen. 

• Vask hænder eller sprit af, når du kommer, skifter aktivitet og forlader centeret. 

• Hold afstand – mindst 2 meter.
• Host og nys i albuen.
• Desinficer maskiner og redskaber før og efter brug, og brug eventuelt handsker.
• Mød op til træning iført rent træningstøj og tag bad derhjemme bagefter.
• Medbring fyldt drikkedunk og håndklæde til at tørre dig af med under træning. 

Kilde: DFHO (Dansk Fitness & Helseorganisation)

FAKTA: LOOP Fitness

LOOP Fitness har hovedsæde i Aalborg og er Danmarks næststørste fitnesskæde med 122 centre fordelt over hele landet. Hertil kommer centre i Polen og Spanien. Kæden drives på franchisebasis, og centrene er således ejet af lokale partnere. Hjørnestenen i LOOP Fitness er et unikt cirkeltræningskoncept, hvor man i løbet af blot 24 minutter kan opnå en effektiv træning. Konceptet er baseret på Høj Intensiv Interval Træning – eller HIIT – der booster fedtforbrænding, kondition og efterforbrænding. LOOP Fitness er vokset eksplosivt de seneste år, og kædeselskabet LOOP A/S satte ny regnskabsrekord i 2019 med et overskud på 11,1 mio. kroner før skat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.