DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Elev får demokratipris for sit arbejde for børn og unges forhold i Gribskov

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Victor Boas Voergaard fra Sankt Helene Skole fik tirsdag aften overrakt Demokratiprisen på folkeskoleområdet 2022. Han vandt prisen for sit arbejde og engagement i Sankt Helene Skoles elevråd og skolebestyrelse, fælleselevrådet og Ungdomsskolen. Med æren følger 2.500 kroner.

Hvert år uddeler Gribskov Kommune en Demokratipris på folkeskoleområdet for at anerkende én, som gør en særlig indsats for unges forhold i kommunen.  Årets vinder er Victor Boas Voergaard fra Sankt Helene Skole.

Byrådsmedlem Jens Rane Holck, formand for Udvalget for Skole, Børn og Familie, der overrækker prisen til Victor.
Victor Boas Voergaard og Jens Rane Holck (Pressefoto: Gribskov kommune)

Formand for Udvalget for Skole, Børn og Familie Jens Rane Holck er med i bedømmelsesudvalget og fortæller, at Victor har fået prisen, fordi han går op i fællesskabet og bruger sine muligheder for at få indflydelse og medbestemmelse:

”Af indstillingen fremgår det tydeligt, at Victor arbejder seriøst i både elevrådet, Fælleselevrådet og skolebestyrelsen. Han tager ansvar, byder ind og går forrest, når arbejdet skal udføres,” fortæller Jens Rane Holck, og fortsætter:

”Dertil har Victor nogle fine mærkesager. Han går meget op i åbenhed, arbejder for at undgå mobning og mener, at der skal være plads til alle. I hans arbejde i de forskellige råd og bestyrelser behandler han alle lige og taler med alle, uanset om de går i 4. eller 9. klasse.”

Derfor blev Victor Boas Voergaard tirsdag aften under byrådsmødet belønnet med Demokratiprisen på folkeskoleområdet 2022. Med prisen følger et kontant beløb på 2.500 kroner.

Victor er indstillet til årets demokratipris af både Gribskov Ungdomsskole og Sankt Helene Skole. Demokratiprisen på folkeskoleområdet uddeles til en elev, en klasse eller en gruppe af elever i Gribskov Kommunes folkeskoler eller i Ungdomsskolen, der har ydet en særlig indsats for at øve indflydelse på børn og unges forhold i Gribskov Kommune.

(udgivet d 15 juni 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *