DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Troen på bæredygtig turisme i Tisvilde

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af Jens Rane Holck, 3220 Tisvildeleje:

Troen på bæredygtig turisme i Tisvilde.

Hold kæft det er flot Mette. Igen igen tager du skraldet med et team af frivillige fra Musik i lejet (FAA 20.juni 2022). Respekt for det. Også selvom du er fra socialdemokratiet. Nogle gange tænker man, at der skal en socialdemokrat til at rydde op efter de riges fest.

For nu har vi i to år ikke haft en rigtig festival i Tisvilde med alt hvad det indebærer af musik, solnedgange, kærlighed og nå ja, skrald. Sidste år væltede byen bogstaveligt talt alligevel. De sidste 20 år har individualismens tidsalder til gengæld presset alle voksne ansvarlige menneskers tålmodighed til bristepunktet. Man får lyst til at skrige: “Din mor bor ikke her – ryd op!” Fra Roskildefestival til landets klasselokaler og altså når sommeren rammer Tisvildeleje, så smider vi rask væk alt for meget ud, alt for ofte uden for affaldsbeholdere. Når vi har fri, må nogle andre tage skraldet, synes at være logikken. Og to års fravær pga. corona har så bare vist, at disse andre ikke kan være kommunen. Den kan kun lukke balladen. Og den enkelte erhvervsdrivende gider åbenbart heller ikke. Nu kommer festivalen på banen igen. Så må vi se om det kan bære.

Mit helt eget standpunkt. Der er ingen tvivl om, at der er for mange turister i Tisvildeleje i uge 29. Bæredygtig turisme kommer ikke af sig selv. Særligt ikke når to tendenser er kørt sammen. Engang opstod en lille hipsterfestival på stejlepladsen i Tisvildeleje. Samtidigt kørte jetsettet sig i stilling på bistroen i den anden ende af byen. Kasper Christensen var med til at forme uge 29 for kendisdanmark. De to var konkurrenter. De drillede hinanden, hjerteligt, men var salt og peber. Så byens kaos er ikke festivalens skyld. Men den løfter lige nu hele ansvaret.

Jeg har længe i lokalrådet talt for at se på bevægelserne under et. Nu er de kørt sammen. Hænger uløseligt sammen. Uden festivalen ville endnu flere gæster pisse i baghaverne. Trafikken blive værre. Lad os nu se om ikke også erhvervslivet kan yde deres. Buhls baghave er efter sigende i gang. Og til gæsterne: Please!

Hvis det løber løbsk igen i år, så må byens borgere med dens fire ud af i alt 23 byrådsmedlemmer tage ansvar. Tage ejerskab om sommeren i Tisvilde. Om at vi er den dejligste plet under solen og gerne skulle forblive det. Foreløbigt er jeg sammen med resten af byen bare meget spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg håber at det fornuftige arbejde som vores nye Godt Liv i Lejet Alliancen har forberedt bærer frugt.

Og nyd lige at der ikke er trafikprop i Lejet i denne uge. Det er først næste uge.

Så kære Mette, jeg ønsker jer virkelig held og lykke med at få ryddet byen op i Team Renhold. Jeg lover at rydde op efter mig selv. Vi og alle som elsker sommer og Tisvilde – tro på det!

Kærlige hilsen

Borgeren i Tisvildesvinget

Jens Rane Holck

(udgivet d. 20 juli 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.