DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Kan man eje sommeren i Tisvilde ?

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debat/boganmeldelse af Jens Rane Holck, der er spidskandidat for SF i Gribskov kommune:

Kan man eje sommeren i Tisvilde ?
Boganmeldelse og forslag: Giv Tisvildeborgerne ejerskab til vores egen by i Uge 29

Boganmeldelse: Nordisk socialisme af Pelle Dragsted, 384 s, Gyldendal 2021.
Jeg læste en bog i min sommerferie nogenlunde samtidig med at en boble bristede i lejet.
Det er en samfundsfaglige bog, og den kan inspirere til vores egne løsninger i Tisvilde. Og som sådan har anmelderen her vist allerede taget side. Men sådan er det med den seneste bog fra en kendt politisk profil på venstrefløjen, Pelle Dragsted. Efter at have begået denne bog har nogen kaldt ham sit partis chefideolog. Nærværende anmeldelse skal ikke handle om de ideologiske sider. Dem må læseren selv om at finde. Men anmeldelsen er skrevet af mig, en Tisvildeborger, som da også står på valg til kommunalvalget i november. Ikke for samme parti som forfatteren, men for SF. Og når det er sagt, så mener jeg, at vi i Tisvilde kan bruge ideerne fra bogen uden at skele til partifarve, simpelthen fordi det Pelle Dragsted beskriver, det er foreningsdanmark. Bogen Nordisk socialisme beskriver ikke en fjern utopi, men vores allerede eksisterende samarbejder. Og i en by som Tisvilde, hvor to borgere næppe kan mødes uden at stifte en forening, så er det jo ikke helt uaktuelt.

Jeg har tidligere læst lignende bøger fx hos forfatteren til Konkurrencestaten Ove Kaj Pedersen, særligt i dennes bog om national identitet og forskellige kapitalismevarianter fra 2006. Det er altså ikke engang nyt at danskernes og i særdeleshed Tisvildeborgernes forkærlighed for foreningsdannelse kan være en styrke. Men der skulle faktisk en Donald Trump til, i hans fordømmelse af den såkaldte nordiske socialisme, for at få Pelle Dragsted og med ham mange andre, til at indse, at det vi allerede har i norden, det faktisk er socialisme. Trump brugte de nordiske velfærdsstater som et skræmmeeksempel på socialistiske samfund, såkaldt nordisk socialisme. Men vi ved jo godt, at netop vores nordiske lande har klaret sig bedre gennem markedets luner, kriser, og nedture end mange andre lande. Det som aktiemarkedet og fjerne investorer ikke har kunnet opkøbe fordi lokale ejere ikke ville sælge, det er jo en slags socialisme. Og det som staten ikke har kunnet konkurrenceudsætte fordi nogen holdt af det, det er også en socialisme. En mikrosocialisme. Det kunne være vores selvejende institutioner. Selvejerskabet er kodeordet. Så må man kalde den samfundsform, der favoriserer det, hvad man vil. Politologen Ove Kai Pedersen kalder det en korporativ kapitalismevariant. Og hvem vil ikke have medejerskab over sine egne nærmeste omgivelser. Men selvejerskab gælder også kæmpe andelsvirksomheder som Arla og Coop. Et andelsselskab er et sted, hvor en andelshaver får præcis en stemme. Hverken mere eller mindre. Et hoved, en stemme. Det er demokratisk ejerskab og en stor del af bogen går med at bevise at dette både er bæredygtigt og konkurrencedygtigt.

For anmelderen her satte det ekstra streger under disse pointer, fordi jeg læste bogen på ferie i Sverige. Hinsidan møder man ganske vist Coop som herhjemme, dog med grønt logo, men så møder man også supermarkedet ICA alle steder. I min vildfarelse kørte jeg Sverige tyndt og læste om andelsbevægelsens sejre i Norge, Danmark og Sverige og troede at de mange ICA-butikker var et tegn på den øjensynlige stærke andelsbevægelse i Sverige. Jeg havde jo læst om ICA, The International Cooperative Alliance, som ligger i Schweiz, men det var vist at stramme fortolkningen, måtte jeg sande. De to ICAer er ikke det samme. Og andelsejerformen er kun en lille del ud af mange ejerformer i Danmark. Det særlige ved den her type lokalt forankret samarbejde er jo, at man ikke kan se det, hvis man ikke lige ved det. Og herhjemme har meget af den højtbesungne andelsbevægelse jo hørt til højskoledanmark og højskolevenstre, mens en anden og lige så vigtig andelsbevægelse fandtes i Kooperationen omkring byerne og særligt arbejdernes almennyttige boliger. På den måde vil Dragsted simpelthen tydeliggøre noget at vores samfundsliv for mange. Og det er en styrke ved bogen.
Jeg tror mange, som er mere inde i forholdene end jeg, vil finde bogen lidt poppet. Det viste vi da godt, vil nogen sige. Men for dens beskrivelse af den del af Danmarks boligmasse, produktionsliv og virksomhedsliv, som er rundet af disse særlige ejerformer, dér kommer bogen helt i mål. Jeg føler efter læsning af disse kapitler, at jeg sidder med en hel bunke legoklodser og jeg har lige lært, hvordan man bygger hele samfundet op. Og ikke mindst hvordan legomænd og -kvinder i mit legolandskab kunne tage ejerskab over deres egen brandstation, købmand, biograf. Alting. Det er hverken gud, grådigheden eller markedet der bestemmer. Det er faktisk viljen til samarbejde.

Hvem der egentligt har fødselsret til disse ideer? Det kunne man diskutere med enhedslistens Pelle Dragsted. Og man kunne også diskutere, hvorfor hans parti har været så forhippet på centralt ejerskab fra statens side. Men nu har han båret ideerne frem i lyset igen, og jeg har faktisk fået en god ide til en ny forening, et nyt andelsfællesskab i Tisvilde, som kan løse nogle problemer for os.

Mere bæredygtig turisme i Tisvilde med en andelsfestival
Sommeren i Tisvilde er løbet ind i en boble. Nye folk må tage affære. Oktoberfest og Roskildefestivalen har væsentligt bedre sanitære forhold en downtown Tisvilde by night i uge 29. Og det havde Sommersol, den lille version af festivalen nede på stranden for øvrigt også.
Hvis vi mener, at det er vores by, så må vi også stå sammen om at værne om den. Først stiller vi alle udskænkningssteder til ansvar for deres del. Udskænkningstiderne bør begrænses med henblik på at lede festen et helt andet sted hen. De bør rydde op efter deres kunder. Og dæmpe musikken. Og skrue op for mængden af toiletter.

Festivalen er løsningen:
Med udgangspunktet, at der ikke skal findes udendørsservering af nogen art sted i uge 29, skal vi i byen og på kommunen så skaffe rammer for at de samme erhvervsdrivende kan tjene på udskænkning fx på en afgrænset festivalplads på parkeringspladsen. Med udendørsservering. Men denne plads skal være vores. Beboere, butikker og lokale foreninger skal have betydelige aktier (konkret andelsbeviser) i en mere, lad os bare sige kommunefarvet eller aldersbroget festival. Én festival som er vores løsning, men som kan udvikle sig til en anden festival end den vi kender. Den vil således nok ændre udtryk, fordi den skal have endnu mere lokalt ejerskab fra almindelige folk som bor her, som skal kunne bestemme retningen. Det er ikke et spørgsmål om skyld her, men om at finde en løsning. Det afgørende er her, at give det lokale Tisvilde tøjlerne til festivalens ledelse, så festivalen kan hjælpe os ud af en ulykkelig situation. Ikke at have et særlig succesrigt snit som profilerer os skarpt for hele Gentofte og alle gymnasier i Københavnsområdet. Vi vil ikke være mere berømte. Vi vil være os igen. Og en andelsfestival med samme dygtige ledelse, og mange af de samme lokale frivillige folk – det kunne faktisk være en del af løsningen. Jo flere der mener noget, og som derfor melder sig ind, jo stærkere bliver festivalen. I stedet for at splittelsen om uge 29 svækker os, styrker den os.
Man skal nok forestille sig et møde a la lokalrådets møde om sommeren 2019 i Tisvilde i april 2019, da facebookdebatten var glohed og uenigheden splittede familier og venner i Tisvilde. Vi mødtes i Idrætshuset og i det store og hele forløb aftenen civiliseret trods spændinger op til. Det vil generalforsamlingerne i andelsfestivallen også gøre de første år, og så vil det komme til at finde et naturligt leje. Andelshaverne vil fornemme et reelt demokratisk tilhørsforhold. Jeg vil så tale for at kun folk med folkeregisteradresse i Tisvilde og omegn kan købe en andel og dermed stemmeret.

Det skal nok blive sjovt igen:
Anden del af strategien er at muliggøre en kommerciel festival et sted langs lokalbanen. Det har sjældent været en god ide at lade myndigheder drive diskoteker, så her kunne man rette henvendelse til gældende arrangørgrupper til MIL eller til andre festivalarrangører. Og selvsagt give høringsret de nærliggende naboer. Vi har brug for en succes, som ikke ligger midt i byen.
Boblen af sommer og glæde i Tisvilde er bristet. Jeg har talt med turister, som har besøgt os her i årevis, og som nu ikke vil tilbage. Men der er jo massere glæde tilbage i Tisvilde resten af året. Og der er bestemt mulighed for at sprede glæden ud i landskabet. Hvis vi vil have folk væk fra hovedgaden, må vi tilbyde dem noget andet et andet sted. Sådan er sommerfestens ABC nok bare. Folk går efter lyden og fadøllene.

Altså:
Festivalen opkøbes af lokalt andelsselskab som stiftes af lokale som i forvejen er på banen. Et hoved, en stemme. Udskænkning i lejet i uge 29 begrænses kraftigt pr. kommunalt dekret. Og der etableres et bedre alternativ et sted, hvor der enten ikke findes naboer eller hvor disse er indforståede med festen. Samtidig skal hele området kunne reguleres og styres (ultimativt) af kommunen som i en undtagelsestilstand. Flere tog ind på lokalbanen. Lukning af lejet for unødig biltrafik. Alt dette, indtil strømmen af kærlighed til vores by i sommerens hotteste uge har fundet et leje, hvor det hele ikke går op i tis og affald. Samtidigt skal vi brede vores store succes ud i kommunen.

Med en borgmester som p.t. bor i byen, må det være muligt at tøjle turismens skadelige sider. Men vi har også snart kommunalvalg. Resten af kommunen er nok ret ligeglade med vores luksusproblem med for megen turisme, for mange indtjeningsmuligheder, så lad os tage sagen i egne hænder og vise et godt eksempel. Historien viser at det, næste gang, bare bliver en anden nordsjællandsk badeby, som boblen brister i.

Mit gæt er at alt dette ikke vil være indført næste år. Næste år er festivalen forhåbentligt tilbage med dens langt bedre styring af de omtalte problemer. Og en ny kommunalbestyrelse tager forhåbentligt skraldeproblemet og udskænkningsproblemet alvorligt. Måske spiller de med på forslaget om en ”Sommer i Lejet Task Force” bestående af kommunen og relevante interessenter. Men hvorfor skulle der egentligt komme færre Københavnere næste år? Hvem siger bølgen er toppet? Hvis det nu alligevel ikke lykkes at genvinde de lokales eget Tisvilde, så vil disse ideer kunne hentes frem. Jeg vil gerne hente dem frem inde i kommunalbestyrelsen, hvis jeg får plads dér.
Hvorfor er der brug for en langsigtet strategi?:
Lad os tage Hornbæk havnefest som eksempel. Folk strømmede i 90’erne til fra nær og fjern uden mål og med, uden billetter og uden overnatning. Med vold i gaderne dengang og stadig med rapporter om vold i gaderne i denne sommer. Hvis flere strømmer til Tisvilde næste år, så er alle muligheder jo snart prøvet af. I Hornbæk hemmeligholdt man til sidst datoen for at få folk til at holde sig væk. Det er ikke en mulighed for noget som hedder Uge 29 i Tisvilde. Og de to sidste år har jo vist at trafik, skrald og larm kun forværres uden en organiseret festival.
Festivalen er for vigtig til at byen kan blande sig udenom. Vi vil have ejerskab og medbestemmelse til den. Og kommunen ind i styringen at deres del.

Denne anmeldelse med forslag til problemløsning er ganske vist skrevet af et medlem af Tisvilde lokalråd, men det står helt for anmelderens egen regning. Ideerne skal snarere tilegnes det politiske parti SF Gribskov og skribentens kandidatur i øvrigt.

Mvh.
Jens Rane Holck
Tisvilde bygade 38
Spidskandidat for SF Gribskov

Jens Rane Holck (Pressefoto)

(udgivet d. 25 sep. 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.