DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Kære venner: Vi er nødt til at få os en snak

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg af Mathias Zilberberg, løsgænger på orlov fra Gribskov Byråd:

Kære venner: Vi er nødt til at få os en snak.

350 dage om året er der mere eller mindre stille på Facebook, men lige i de resterende ca. 15 dage går det ellers heftigt for sig. Debatten om Musik I Lejet blusser op hver sommer, og denne gang synes det voldsommere end før. Må politikerne tage imod billetter? Er Musik I Lejet for stort? Skal det stoppe før? Skal det rykke til Græsted og skal det være senere på året? Det er blot nogle af de mange spørgsmål, som fylder i debatten. En debat, som jeg personligt synes, der yderst relevant, hvorfor jeg også skriver dette indlæg.

For når jeg lytter til dialogen, eller det som nogen kalder en dialog, så står jeg tilbage med følelsen af, at vi nok er nødt til at få os en snak, og vel om mærke en ordentlig snak. For lige i øjeblikket går det voldsomt for sig. I diverse Facebookgrupper kammer debatten fuldstændig over, og det gavner absolut ingen. Borgerne i Tisvilde føler sig ikke hørt, jeg som politiker føler mig ikke hørt og sat i bås og det hele brager derudaf. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er for Musik I Lejet, det skal jeg være den første til at erkende. Men blot fordi jeg er for Musik I Lejet, betyder det ikke, at jeg ikke kan se, der er problemer. Og det største problem jeg kan se omkring festivalen er, at dialogen eller mangel på samme ikke er et godt sted.

Derfor er vi nødt til at få os en snak. En ordentlig snak. Jeg ved, at det har været forsøgt før, men vi bliver nødt til at prøve igen. Og jeg køber ikke ind på den præmis som hedder, at der er ting omkring Musik I Lejet, som ikke er til diskussion, som det står beskrevet i Berlingske. Selvfølgelig kan placeringen diskuteres, selvfølgelig kan datoerne diskuteres og selvfølgelig kan antallet af deltagere diskuteres. Jeg ser det som en bunden opgave, at vi som kommune og byråd, i samarbejde med Musik I Lejet, får stablet en ordentlig dialog på benene. En dialog, som ikke er på Facebook, men hvor vi rigtig mødes. Om det er et borgersamlingsforløb, en stor fælles høring, byvandring, dialog kaffe osv. vil jeg ikke låse mig fast på. Men én ting er sikkert. Jeg bliver utrolig trist, når jeg følger debatten på Facebook. Politikere som puster til ilden med usandheder. Borgere som hænger hinanden ud, og ekkokamre som er dybt skadelige for debatten. Og det hele bunder jo i, at vi alle vil Gribskov og at vi alle vil Tisvilde. Vi er bare uenige om den rette opskrift på sommer i lejet.

Ingen tvivl om, at Musik I lejet gør noget rigtig godt for vores kommune. Det er et af vore varetegn, om folk vil indrømme det eller ej, og jeg ønsker bestemt at Musik I Lejet fortsat skal bestå. Men jeg ønsker i lige så høj grad at få alle i Tisvildeleje og Gribskov med. Musik I Lejet skal være vores fælles varetegn, og noget vi alle er stolte af. Ikke som det er nu, hvor der bliver kastet skældsord om hinanden til højre og venstre.

Så kære venner. Vi er nødt til at få os en snak. En ordentlig snak. Derfor vil det også være mit fokus inden næste års Musik I Lejet. Vi skal finde ud af, hvordan vi kommer videre, og hvordan vi får skabt en reel forandring, så vi forhåbentlig kan få alle med på vognen om en god sommer i Lejet og Gribskov.

Mathias Zilberberg
Byrådsmedlem Gribskov

Mathias Arnvig Zilberberg (pressefoto)

(udgivet d. 18 jul. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *