I år er det 50 år siden, at budskabet om en dreng, der fandt en vaskeægte guldskat på Vejby Strand, ryddede spaltepladserne i lokalaviserne i Gribskov.
Og det er en sand historie.
Den unge dreng på 16 år hed Jesper Egesø, og på en svømmetur på stranden ved hans bedsteforældres sommerhus fandt han et skibsvrag.
Den arkæologiinteresseret dreng kontaktede Nationalmuseet, da han fandt nogle guldmønter, og straks rykkede museet ud med skibe, dykkere og olietønder for at bjærge skibet.
Over 600 år gammel møntsamling
Det tog Nationalmuseet ti dage at få bjærget skibet på land. Og her stod det klart, at det var en såkaldt kogge, som gemte på en særdeles dyrebar last.
Blandt tintallerkner og keramik fandt man over 100 guldmønter, som senere viste sig at være smedet i England i 1300-tallet.
Nationalmuseet vurderer, at møntsamlingen i samtidens valutakurser har haft en værdi på omkring 5 års løn for en håndværker, som var en spektakulær høj værdi.
Møntsamlingen er i dag udstillet i Nationalmuseets kongelige mønt- og medaljesamling.
Se videoen
Kom med på rejsen, når Gribskov Kommunes stadsarkivar Nicolai Eberholst går i Jesper Egesøs fodspor og følger sporet af guldet helt til København, hvor Nationalmuseets forsker afslører historien bag det over 600 år gamle guld.
Videoen er produceret af Gribskov Kommune i samarbejde med Gribskov Arkiv.
VIDEOKLIP
Tryk “play” herunder og se videoen
(udgivet d. 24. nov. 2025)