En ny lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg for parkeringspladsområdet ved Tisvildeleje Strand skal sikre beskyttelse af naturen samtidig med, at populære arrangementer som Musik i Lejet kan fortsætte, skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.
Et flertal i Gribskov Byråd har vedtaget at starte processen med en ny lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg for parkeringsområdet ved Tisvildeleje Strand. Den tidligere lokalplan blev ophævet tidligere i år af Planklagenævnet, og den nye plan skal både sikre naturbeskyttelse og skabe rammer for store og små events i området.
“Vi ønsker at se fremad nu og få skabt et plangrundlag, der både tager naturen alvorligt og samtidig gør det muligt at bruge området til det fællesskab og kulturliv, som mange borgere og besøgende sætter stor pris på”, siger Bo Jul Nielsen, formand for Planudvalget.

I forbindelse med lokalplansarbejdet vil der blive udarbejdet en fuld miljø- og habitatkonsekvensvurdering med særlig fokus på beskyttede arter som markfirben og flagermus samt andre sårbare naturtyper.
Den kommende lokalplan vil give mulighed for såkaldt bonusvirkning, hvilket betyder, at midlertidige aktiviteter – som telte, scener og events – kan gennemføres uden at skulle søge særskilte tilladelser. I stedet bliver det lokalplanens bestemmelser, der sætter rammerne.
Planlægningen vil skabe hjemmel til en række tilbagevendende arrangementer som Musik i Lejet, Verdensballetten, Tisvilde går i fisk, Sankt Hans, Tisvilde spiser sammen og andre foreningsaktiviteter.
Pernille Søndergaard, næstformand i Planudvalget, siger: “Det er vigtigt, at vi finder løsninger, hvor vi både beskytter det unikke naturområde og skaber klare, stabile rammer for lokale aktiviteter og traditioner. Det er det, vi sætter gang i nu – og vi inviterer borgerne med i processen.”
Der planlægges et fysisk borgermøde i høringsperioden, hvor alle interesserede får mulighed for at give input til den nye plan.
Der bliver også mulighed for mindre foreningsarrangementer og for at opstille telte og lignende faciliteter på et afgrænset område af parkeringspladsen uden for højsæsonen.
Desuden vil lokalplanen give mulighed for, at to mobile saunaer kan opstilles inden for et afgrænset område uden for højsæsonen, mens arbejdet med at finde en permanent placering til en sauna fortsætter.

(udgivet d. 18. jun. 2025)