Den gode historie længe leve – Nordkystfortællernes 20 år jubilæum fejres søndag d. 23. november 2025 på Tisvilde Højskole med reception og gallaforestilling.
Nu skal det fejres, at det i år er 20 år siden, at en gruppe historiefortællere eller storytellers fandt på at stifte foreningen Nordkystfortællerne. Fejringen finder sted om eftermiddagen søndag den 23. november 2025 på Tisvilde Højskole, som nu inviterer til såvel en reception samt en gallaforestilling med nogle af foreningens historiefortællende medlemmer.
Receptionen indledes klokken 14:00, og fortælleforestillingen finder sted i tidsrummet 15:00-17:00 med en indlagt pause. Åbningstalen holdes af tidligere kulturudvalgsformand m.v. i Helsinge Kommune, Inge Walmar, som også har holdt åbningstalerne i næsten alle de 20 år, hvor Nordkystfortællerne havde deres eget fortælletelt på Kildemarkedet i Tisvilde. Dagens konferencier er et af foreningens aktive medlemmer, den internationalt kendte tryllekunstner Kurt Flemming, der også er kendt for de 23 år, han var Bakkens Pjerrot. I forestillingen medvirker tre af de fortællere, som var med til at stifte foreningen, Lisbeth Lund, Karl Erik Frederiksen og Simon Simonsen. De tre andre fortællere er Beate Richter, Jürgen Andresen og Ibrahima Sory Diallo, som har det til fælles, at de begyndte at optræde som gæstefortællere sammen med Nordkystfortællere for cirka 15 år siden, inden de blev medlemmer af gruppen. Mellem historierne bydes på sang og musik med Nordkystfortællernes faste musiker Frede Knudsen, som også synger for på et par fællessange.
De begyndte som pionerer
Initiativtagerne til stiftelsen af foreningen Nordkystfortællerne kan betegnes som pionerer inden for den danske mundtlige fortællekunst og -tradition.
Det var i 2002, at man kunne høre dem for første gang på Kildemarkedet i Tisvilde. Da de efterfølgende begyndte at tilbyde sig som historiefortællere til biblioteker, sognegårde m.v. alene eller sammen, måtte de sande, at uden en officiel registrering i det danske virksomhedsregister og et gruppenavn er det svært at blive engageret som historiefortællere af offentlige kulturhuse. Derfor stiftede de i 2005 foreningen, som stadig bærer navnet Nordkystfortællerne efter det geografiske område, hvor fortællerne fandt hinanden.
20 år er lang tid, hvis det gælder om at skrive det danske fortællermiljøs historie. Nordkystfortællerne kan derfor betegne sig selv som en af Skandinaviens 10 ældste sammenslutninger for udøvere af den mundtlige fortælletradition. Det er først her i foreningens jubilæumsår, at danske kunst- og kulturråd, fondsbestyrelser o.l. så småt er begyndt at drøfte, om tiden er inde til at anerkende historiefortælling som en kunstart på lige fod med fx musik, teater og billedkunst.
Står selv som arrangører
Netop fordi det danske fortællermiljø i årene omkring stiftelsen var i sin vorden, fik foreningen det overordnede formål, at den skal skabe rum og mulighed for mundtlig fortælling. Underforstået, at hvis biblioteker, kulturhuse, sognegårde vægrer sig ved at engagere dem som historiefortællere, så skal foreningen selv kunne påtage sig den opgave at stå som arrangører.
Denne blanding af at lade sig engagere og selv at stå som arrangører har gennem årene ført til hundredvis af velbesøgte arrangementer i først og fremmest Nordsjælland og København.
I de senere år har foreningen indgået en partnerskabsaftale med Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Det har resulteret i, at flere af nationalparkens øvrige partnere inkorporerer Nordkystfortællernes historiefortælling i deres arrangementer. Eksempler herpå er deltagelse i Naturens Dag på Krogerup Højskole samt afholdelsen af foreningens årlige festival WOODstories i samarbejde med en anden nationalparkpartner, kulturhuset Toldkammeret i Helsingør.
Jubilæum i travl periode
Den officielle jubilæumsdato var 1. marts, men på det tidspunkt i år ville en fejring have kollideret med flere andre arrangementer, som Nordkystfortællernes medlemmer var involveret i.
Da foreningen blev stiftet i Tisvilde, hvor den fortsat har hjemsted, er det naturligt at fejre de 20 år med et gallaarrangement i Tisvilde – og netop på Tisvilde Højskole, hvor flere af fortællerne har underholdt kursisterne på talrige kurser. Arrangementet er ikke kun en manifestation af den danske fortælletradition og storytelling. Det kan også være en naturlig og kærkommen anledning for Nordkystfortællernes faste følgere samt andre, som holder af gode historier, til at mødes.
Der bydes på drikkevarer og snacks ved receptionen samt kaffe og kage under gallaforestillingen. Det hele er inkluderet i billetprisen på 150 kroner for voksne. Det er gratis for børn under 13 år. Billetsalget sker via Tisvilde Højskoles hjemmeside på linket tisvildehoejskole.dk/kurser




Dagens konferencier er fortælleren og tryllekunstneren Kurt Flemming, kendt som Bakkens Pjerrot. Her fortæller og tryller han under et af de storytelling-gardenpatrties, som Nordkystfortællerne gennem mange år har holdt hjemme i fortællernes haver.
Til kalenderen:
Den gode historie længe leve – Nordkystfortællernes 20-års jubilæum
Søndag 23. november 14:00-17:00
Tisvilde Højskole
Julsgårdsvej 1, 3220 Tisvildeleje
14:00-15:00 Reception
15:00-17:00 Fortælleforestilling
Åbningstale v. Tisvildes kulturmama Inge Walmar
Konferencier: Kurt Flemming
Fortællere: Beate Richter, Ibrahima Sory Diallo, Jürgen Andresen, Karl Erik Frederiksen. Lisbeth Lund og Simon Simonsen.
Sang og musik: Frede Knudsen
Arrangør: Nordkystfortællerne og Tisvilde Højskole
Entré alt inkl. 150, gratis for børn u- 13 år. Billetsalg: tisvildehoejskole.dk/kurser
(udgivet d. 21. okt. 2025)