DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

RÅGELEJE: Fællesskab, natur og nænsom udvikling i fokus ved RUSGs generalforsamling

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Over 80 medlemmer deltog, da Raageleje & Udsholt Strand Grundejerlav (RUSG) søndag den 22. juni 2025, afholdt årets generalforsamling på Søstjernen i Rågeleje, hvor også Skjønne Rågeleje-prisen 2025 blev uddelt. Dagens program satte fokus på både årets resultater og foreningens visioner for nærområdets fremtid – med særligt fokus på fællesskab, naturbeskyttelse og bæredygtig udvikling, skriver RUSG i en pressemeddelelse.

Tidligere borgmester og byrådsmedlem Jannich Petersen (V), gav en god status på Nordkystens Fremtid og det kommende stenrevsprojekt ved Rågeleje. Han stod også for overrækkelsen af dette års Skjønne Raageleje priser.

Foreningen kunne desuden præsentere en ny hjertestarter, nu tilgængelig året rundt ved RUSG’s badehusvartegn – sponsoreret af medlemmerne og et konkret eksempel på lokalt engagement og tryghed i nærområdet.

Et formål med lokal betydning

RUSG har siden 1941 arbejdet for at bevare områdets fredelige og landskabelige karakter og særlige naturværdier. Foreningens formål er at sikre, at området plejes og udvikles i overensstemmelse med dets særpræg – i tæt samspil med grundejere, kommune og øvrige aktører.

I tråd med dette formål har bestyrelsen i årets løb, blandt andet:

  • Udarbejdet høringssvar til både Nordkystens Fremtid og kommuneplanen, med fokus på lokal tilpasning, cykel- og gangstier samt bæredygtig kystbeskyttelse.
  • Arbejdet for en mere varig og skånsom løsning på kystbeskyttelse, fx gennem etablering af stenrev i stedet for årlig ral-pålægning.
  • Bidraget til en æstetisk og respektfuld udvikling af området via Skjønne Raageleje-initiativet, som omfatter stilvejledninger, prisuddelinger og dialog om lokalplaner.
  • Fremlagt forslag til restaurering af den historiske bro over Orebjerg Rende som led i formidlingen af områdets kulturarv.
  • Arbejdet for trafikale løsninger, der kan styrke tryghed og ro i sommerlandet.
  • Understøttet lokale kultur- og fællesskabsinitiativer, der skaber identitet og sammenhold.

“Vi mærker en stigende interesse for at værne om både naturen og naboskabet her i området,” udtaler formand Ingvill Solbø Christiansen“Sammen med medlemmerne og vores frivillige ser vi frem til at fortsætte arbejdet for et levende, trygt og bæredygtigt område.”

Skjønne Rågeleje-prisen 2025

Et højdepunkt ved generalforsamlingen var uddelingen af årets Skjønne Rågeleje-priser. Det er anden gang vi uddeler prisen som en anerkendelse af personer og bygninger, der gør en særlig forskel for lokalområdet. Prisen er opdelt i to kategorier og bygger på nomineringer fra medlemmerne.

Kategori A – Bevaringsværdige bygninger og anlæg

Prisudvalget (Jørgen Rud Rasmussen og Mads Haugsted) valgte fire forskellige bygninger til afstemning blandt ni gyldige nomineringer:

  1. Tuehuset, Strandgårdsvej 1 – fra 1770, nænsomt bevaret med respekt for områdets historie
  2. Fiskerhus, Strandengen 2A – et oprindeligt fiskerhus, nu et velbevaret sommerhus fra 1880’erne
  3. Sommervilla, Store Orebjergvej 6 – opført 1919, smukt restaureret i oprindelig stil
  4. Jydebakken 12 – arkitektur fra 1972, restaureret med respekt for arkitekt Erik Bergs vision

Vinder: Pia og Benny Uhlmann, for den smagfulde og nænsomme restaurering af villaen på Store Orebjergvej 6.

Kategori B – Det nære fællesskab

Denne kategori hylder ildsjæle og initiativer, der bidrager til hverdagsfællesskabet i Rågeleje. De syv nominerede var:

• Mads Th. Haugsted – for sin store indsats for formidling af nærområdets historie
• Købmand Michael – for at skabe liv, service og sammenhold i lokalmiljøet
• Michael Larsen – for at åbne vores øjne for alle små og store dyr i vores skønne natur
• Finn Mogensen – for den årlige musik sommerfest i haven
• Vinterbaderne – for at bringe liv og samvær til stranden året rundt
• RUSG – foreningsarbejde (fravalgte deltagelse i egen konkurrence)
• Foreningen Rågeleje Strand – sidste års vinder

Vinder: Købmand Michael, som med varme, engagement og lokalt købmandskab har gjort en bemærkelsesværdig forskel i området.

Bestyrelsen 2025–26

Ved generalforsamlingen blev der gennemført valg til bestyrelsen. Bestyrelsen består nu af:

  • Ingvill S. Christiansen – Formand & Kommunikation
  • Hans Emil Gjerding – Natur, Kyst & Skjønne Raageleje
  • Susanne Bendz – Miljø
  • Peter Krarup – Trafik & Fællesskab
  • Lotte Bjarlert – Regnskab & Medlemsservice
  • Thomas Fog – Suppleant

RUSG ser frem til endnu et aktivt år i tæt dialog med medlemmer, kommune og samarbejdspartnere – til gavn for områdets natur, identitet og sammenhængskraft.

Stort tillykke til årets prisvindere af Skjønne Raageleje Prisen – Bestyrelsen i RUSG, byrådsmedlem Jannich Petersen, samt vindere af Sjønne Raageleje Prisen.

Fra venstre: Hans Emil Gjerding, Jannich Petersen, Lotte Bjarlert, Pia Von Der Merwede, Benny Uhlmann, Ingvill Solbø Christiansen, Susanne Bendz, Thomas Fog, Peter Krarup, Købmand Michael Jepsen. (Pressefoto: Lars Christiansen)

(udgivet d. 24. jun. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *