Et nyt, ambitiøst spisested med udsigt til vandet er på vej til Gilleleje. I de tidligere lokaler, hvor restaurant Far til 4 lå, er ombygningen i fuld gang, så Betty snart kan slå dørene op.
Bag Betty står ildsjæle med rødder i Gilleleje: køkkenchef Mads Hansen, restaurantchef Tobias Tiedemann og ejer Jesper Julian Møller. Ambitionen er at skabe et sted, der samler byen omkring mad hele året.
”Betty skal summe af liv – også i årets mørke måneder. Et sted, hvor man altid kan mødes om god mad og socialt samvær,” siger Jesper Julian Møller.
Et spisehus med flere måder at spise på
Betty Spisehus samler både en restaurant og et mindre udvalg af street food-boder under ét tag, hvor det uformelle og det mere gennemarbejdede køkken får plads side om side.
Der er tale om en større investering i Gilleleje, og sammen med lokale producenter og aktører er ambitionen at gøre Betty til et naturligt samlingspunkt, der bidrager med nyt liv til byen.
”Jeg har længe haft en drøm om at skabe noget her i Gilleleje og give noget tilbage. Det skal gøres sammen med lokale kræfter og med respekt for stedet,” siger Jesper Julian Møller.
Byggeri i gang – åbning følger senere
Ombygningen er i fuld gang, og byggetilladelsen er på plads. Betty forventes at åbne snart, og der meldes mere ud om åbningstidspunkt og aktiviteter i den kommende tid.
Betty Spisehus
Alfavej 21
3250 Gilleleje
www.bettyspisehus.dk/



(udgivet d. 19. maj 2026)