I forbindelse med KL’s konference i Aalborg var vi på besøg på “Fremtidens Plejehjem”, skriver byrådsmedlem og udvalgsformand Helle Lund (LA) i et indlæg.
“Ældrepleje er ikke en teknologisk disciplin”.
Det var på mange måder et tankevækkende besøg.
Det, der engang blev lanceret som et teknologisk fyrtårn for fremtidens ældrepleje, står i dag som en påmindelse om, at omsorg ikke kan programmeres.
Sensorerne i gulvene virker ikke længere. Systemerne kan ikke opdateres. De digitale løsninger bruges ikke i hverdagen. Skærme til madbestilling og trivsel er stort set forsvundet. Restauranten drives nu af eksterne. De sterile, moderne rammer er gjort mere hjemlige med farver og mindre køkkener.
Tilbage står det, der faktisk virker:
God mad. Nærvær. Personlig pleje. Relationer mellem mennesker.
Det bør få os til at stoppe op.
For mens vi igen og igen hører overskrifter som:
“Vi kommer ikke uden om velfærdsteknologi”
“Vi skal tænke mere digitalt”
“Vi skal involvere civilsamfundet”
– så overser vi måske det mest grundlæggende:
Ældrepleje er ikke en teknologisk disciplin.
Ældrepleje handler om mennesker.
Selvfølgelig skal vi bruge teknologi dér, hvor den giver mening. Men måske har vi i årevis forsøgt at løse de forkerte problemer.
Hvis vi virkelig vil lykkes med velfærdsteknologi, så burde vi starte med de systemer, der frustrerer medarbejderne hver eneste dag:
IT-systemer, der ikke kan tale sammen.
Manglende sammenhæng mellem sygehuse, læger, hjemmepleje og plejehjem.
Dobbelt dokumentation.
Tid foran skærme fremfor hos borgerne.
Teknologi skal understøtte medarbejderne – ikke erstatte relationerne.
For ingen skærm kan erstatte:
En hånd på skulderen.
Et kendt ansigt.
En medarbejder med tid.
Et godt måltid mad.
Trygheden i stabile relationer.
Måske er det netop derfor, de nye selvkørende teams mange steder fungerer bedre. Ikke fordi de er mere teknologiske, men fordi de giver mere ansvar, mere kontinuitet og mere nærhed til borgerne.
Vi bliver også nødt til at turde stille de ærlige spørgsmål:
Hvor meget har vi reelt sparet med robotstøvsugere og andre standardiserede løsninger? Og måske skulle vi se på, om det burde være frivilligt, om man ønsker en robotstøvsuger i sit hjem.
Hvad koster det i livskvalitet?
Og skal alt nødvendigvis være obligatorisk, bare fordi teknologien findes?
Måske skulle frivillighed og sund fornuft fylde mere.
For sandheden er, at glade borgere giver gladere medarbejdere.
Og medarbejdere, der oplever mening og nærvær i deres arbejde, bliver mindre syge og bliver længere i faget.
Det er ikke en ny revolutionerende erkendelse.
Det er faktisk ret enkelt.
God ældrepleje skabes ikke af sensorgulve og konferencelanceringer.
Den skabes af mennesker, der har tid og mulighed for at drage omsorg for andre mennesker.
Måske er det på tide, at vi stopper op og fokuserer på det, der virker.
(udgivet d. 12. maj 2026)