DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV KOMMUNE: Udvalg giver sig bedre tid til vigtig beslutning om Vejby Campingplads.

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget drøfter sagen om Vejby Campingplads som planlagt den 25. august 2026, men træffer først beslutning om en eventuel igangsættelse af et lokalplanarbejde på et ekstraordinært møde den 31. august 2026, skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Dialogmødet i den forgangne uge om fremtiden for Vejby Camping har givet Plan-, Miljø- og Klimaudvalget et omfattende materiale med mange input fra deltagerne. Et enigt udvalg har derfor besluttet at behandle sagen over to møder, så der bliver bedre tid til at gennemgå bidragene og lade dem indgå reelt i den politiske behandling.

– Vi har inviteret borgerne ind tidligt, fordi deres input skal have reel betydning. Materialet fra mødet er omfattende, og derfor har vi besluttet at give os tid til at læse det ordentligt, inden vi træffer beslutning om, hvorvidt et lokalplanarbejde skal sættes i gang, siger Tue Villebro, formand i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget.

Udvalget tager den første politiske drøftelse den 25. august. På det ekstraordinære møde den 31. august skal udvalget beslutte, om et lokalplanarbejde skal sættes i gang og i givet fald med hvilke overordnede rammer. Udvalget skal også drøfte, hvordan en eventuel videre borgerinddragelse kan tilrettelægges.

– Det var en spændende aften, som har efterladt os med mange indtryk. Når så mange borgere har bidraget, skal vi sikre, at materialet faktisk bliver brugt, og den ekstra tid giver os et bedre grundlag for både beslutningen og den eventuelle videre proces, siger Daniel Frigast, næstformand i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget.

Billederne af plancherne fra dialogmødet kan allerede nu ses på kommunens hjemmeside.

Deltagerne i dialogmødet får som lovet tilsendt et link til referatet med beslutningen. Det sker efter udvalgets afsluttende behandling den 31. august 2026.

(udgivet d. 21. aug. 2026)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *