Fra 1. juni 2026 får Gribskov Kommune faste samarbejdspartnere på børne-, unge- og voksenområdet. Målet er mere sammenhængende indsatser, tydeligere kvalitetskrav og bedre samarbejde med leverandørerne, skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.
Gribskov Kommune har efter en udbudsproces indgået aftaler med 13 leverandører, som fra 1. juni skal bistå med sociale indsatser på børne-, unge- og voksenområdet.
Indsatserne retter sig blandt andet mod børn, unge og familier med behov for støtte i forhold til trivsel, forebyggelse og social udvikling samt voksne med behov for indsatser relateret til blandt andet handicap, støttebehov og andre udfordringer.
Aftalerne har til formål at skabe mere målrettede og ensartede indsatser for børn, unge og voksne med behov for støtte. Samtidig får kommunen fastere rammer for samarbejdet med de eksterne aktører og gensidige kvalitetskrav på tværs af områderne.
De nye aftaler styrker kvaliteten i samarbejdet med eksterne leverandører gennem fælles faglige krav, tydeligere rammer og løbende evaluering af indsatserne.
Indsatserne bliver allerede i dag i vid udstrækning løst af eksterne aktører, og aftalerne får derfor ikke betydning for, hvordan borgernes sager håndteres i kommunen.
(udgivet d. 29. maj 2026)