Gribskov Kommune har fået EU-støtte via Erhvervsstyrelsen til at udarbejde en strategisk udviklingsplan for Helsinge.
Gribskov Kommune har modtaget tilsagn om støtte fra EU til at udvikle Helsinge bymidte. Dermed kan kommunen gå i gang med at udarbejde en strategisk udviklingsplan, som skal bidrage til at binde Helsinge bedre sammen fysisk, mentalt og oplevelsesmæssigt. Planen skal gøre det tydeligere, hvordan handel, kultur, fritid, boliger, natur og offentlige tilbud spiller sammen og understøtter et levende byliv.
Projektet har to spor. Dels skal der arbejdes med at etablere et bymidtesamarbejde mellem erhvervsliv, foreninger, borgere og kommune. Dels skal der udarbejdes en fysisk plan for bymidten. Tanken er, at bymidtesamarbejdet kan være med til at realisere planen og sikre fremdrift.
Borgmester Trine Egetved siger:
“Vi er rigtig glade. Det her giver os mulighed for at arbejde mere målrettet med at skabe sammenhæng i Helsinge og sikre, at byens udvikling sker med en klar retning. Og jeg glæder mig til, at vi kan invitere både unge, gamle og erhvervslivets aktører med ind i arbejdet.”
Formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, Tue Villebro, siger:
“Det er vigtigt for os, at udviklingen sker i tæt dialog med dem, der bor og arbejder i Helsinge. Vi ønsker en proces, hvor mange deltagere kan få indflydelse og medansvar for projektet. Når vi løfter i fællesskab, står byen stærkere.”


I foråret skal Plan-, Miljø- og Klimaudvalget og Byrådet fastlægge de nærmere rammer for projektet. Herefter igangsættes den inddragende proces, hvor borgere, unge, foreninger og erhvervsliv inviteres aktivt ind i arbejdet.
Udviklingsplanen bidrager til realiseringen af Vores Gribskov, kommunens udviklingspolitik, hvor levende byer og stærke fællesskaber er et centralt mål. Den understøtter også temaet Levende Bymidter i Kommuneplan 2025–37, som sætter retning for udviklingen af bymidterne i kommunens tre største byer.
Med projektet tages der dermed et stort samlet skridt mod at sikre, at Helsinge bymidte fortsat kan udvikle sig og være et levende omdrejningspunkt som en attraktiv bosætningsby, handelsby og hovedby i kommunen – og en by, hvor funktioner, fællesskaber og byrum hænger naturligt sammen.
(udgivet d. 20. feb. 2026)