DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Gribskov Kommune bidrager til Rigsrevisionens undersøgelse af overholdelse af lovkrav ved anbringelser af børn og unge

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

I fora på de sociale medier diskuteres det, om Gribskov Kommune undersøges af Rigsrevisionen for sin ageren på anbringelsesområdet. Men der er tale om en national undersøgelse af anbringelsesområdet i alle landets kommuner, skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Rigsrevisionen har i januar 2025 bedt alle landets kommuner om at identificere enkelte særligt dyre sager, hvor der i perioden 2022 til 2024 er truffet afgørelse om ny anbringelse. Disse sager er sendt til Rigsrevisionen til brug i en stor national undersøgelse af lovmedholdeligheden af anbringelsesområdet i Danmark.

Undersøgelsen er blevet bestilt af Social- og Boligministeriet og skal give ministeriet et overblik over, hvordan sagsbehandlingen forløber og kan understøttes i fremtiden. Undersøgelsen danner dermed et vidensgrundlag, som ministeriet kan bruge til udformning af den fremtidige, nationale lovgivning og understøttelse af landets kommuner.

”I anbringelsessager er det af yderste vigtighed, at loven følges og er udformet, så alle parter bliver tilstrækkeligt inddraget og hørt. Derfor bidrager Gribskov Kommune med de data, som Rigsrevisionen beder landets kommuner om. På den måde er vi med til at sikre, at Social- og Boligministeriet har et solidt vidensgrundlag til at udforme den bedst mulige lovgivning på området. Det er i alles interesse,” fortæller Trine Egetved, der er formand for Udvalget for Skole, Børn og Familie i Gribskov Kommune.

Trine Egetved (C) (Pressefoto)


Fakta har stor betydning på et følsomt område

Udvalget for Skole, Børn og Familie ønsker at fortælle om undersøgelsen, blandt andet fordi de har erfaret, at der i fora på de sociale medier bliver diskuteret, om sagen specifikt er målrettet Gribskov Kommune. Dette er dog ikke tilfældet. I stedet er der tale om en national undersøgelse.

Det uddyber næstformand Tue Villebro:

”Anbringelsessager er dybt alvorlige og ofte ulykkelige. Det anerkender vi fuldt ud. Det er de største menneskelige følelser, der fylder i de her sager. Derfor er det også enormt vigtigt, at vi som kommune sikrer sagernes lovmæssighed, hvilket vi bidrager til ved at deltage i en national undersøgelse som denne. Vi vil gerne gøre det klart overfor de berørte parter, at sagerne bliver kigget igennem af Rigsrevisionen, og det hilser vi velkomment som udvalg.”

Tue Villebro (V) (Pressefoto)

Social- og Boligministeriet beder løbende om lignende rapporter for at sikre, at lovkravene er korrekte. Sidste gang, at Social- og Boligministeriet bad landets kommuner om en tilsvarende rapport, var i 2016.

(udgivet d. 21. maj 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *