DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GILLELEJE: Børnene klippede snoren til nyt grønt samlingssted

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

FællesStedet i Gilleleje væver skoleliv og idrætsliv sammen med fokus på bevægelse og fællesskaber.

Selvom solen var skjult bag skyer netop denne dag, var forventningen og opbakningen stor, da FællesStedet officielt blev indviet fredag den 2. maj 2025. Området, der ligger i grønne omgivelser mellem Gilbjergskolen og den lille Idrætsvej, hvor flere idrætsklubber og foreninger har til huse, danner nu en mere imødekommende og naturlig forbindelse mellem skole og fritidsliv.

Indvielsen blev fejret med taler og fællessangen Livstræet, som satte tonen for dagen med sit budskab om at huske at lege og skue mod de blå horisonter. Flere klasser fra Gilbjergskolen var inviteret med og stod tålmodigt og ventede, indtil snoren blev klippet, og de kunne løbe ind og indtage området med fodbolde og højt humør.

(Pressefoto: Gribskov Kommune)

Lad dem lege i livstræets krone

FællesStedet er blevet istandsat med en stor bålhytte, legeredskaber, trampestier og beplantning i form af frugttræer og buske med spiselige bær og krydderurter. Målet har været at skabe et sted, der ikke blot er grønt, men levende – et sted, hvor man mødes, lærer og leger.

Formanden for Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse, Pia Foght, holdt åbningstalen ved indvielsen og hjalp børnene med at få klippet den røde silkesnor over:

”Vi har ønsket at gøre FællesStedet et sted, der åbner sig op for skolens børn og idrætsforeningernes brugere, men lige så meget alle andre, der har lyst til at bruge det; de små, de store og de gamle, naboerne og besøgende. Fællesskab er nøgleordet, og det var dejligt at se, hvordan børnene straks tog det i brug – præcis sådan som vi havde håbet. Jeg vil også fremhæve det rigtig gode samarbejde med og engagement fra vores lokale håndværkere og entreprenører, som har været med til at skabe dette unikke sted. Jeg ved, at det bliver et godt samlingssted fremadrettet”, siger Pia Foght.

Pia Foght (A) (Pressefoto)

Det lokale brandberedskab var også til stede med brandbil og gav autografer til børnene og sørgede for, at bålet i bålhytten blev afviklet forsvarligt. Samtidig sørgede en HjemIS-bil for, at ingen gik glip af lidt ekstra forkælelse – is til både børn og voksne blev taget imod med jubel.

”FællesStedet er et godt eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når vi prioriterer fælles uderum med både funktion og fantasi. Det her er ikke bare en grøn plet – det er en investering i trivsel, fællesskab og oplevelser, og et sted, hvor den spontane leg kan ’blomstre’. Tak til alle, der har været med til at få projektet til at blive til virkelighed”, siger Helle Blomsterberg, næstformand i Kultur, Idræt og Forebyggelse.

Helle Blomsterberg (V) (Pressefoto)

Istandsættelsen af FællesStedet er blevet til med midler prioriteret fra Kultur, Idræt og Forebyggelse, og projektet er blandt andet udført i samarbejde med lokale entreprenører og virksomheder.

(udgivet d. 8. maj 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *