Debatindlæg af Heinz Neumann, 3210 Vejby.
Vi bliver manipuleret af fortællingen om Musik i Lejet.
Inden for få dage har vi fået serveret den samme fortælling fra flere sider.
NytGribskov skriver om kaffe, flag, frivillige og lokale fællesskaber. Mette Tolstrup og Tonny N. Jensen advarer i hvert sit debatindlæg om, at ingen fremover vil turde investere i Gribskov, hvis Musik i Lejets planer ikke bliver accepteret. Og festivalleder Andreas Grauengaard fortæller om mindre alkohol, familieoplevelser og Michelin-anbefalet mad.
Det ligner ikke en åben evaluering af Musik i Lejets påvirkning af Vejby.
Det ligner et bevidst forsøg på at ændre fortællingen om festivalen.
Væk fra druk, støj, trafik, affald, bevidstløse unge og belastning af naboerne.
Hen imod frivillighed, fællesskab, investeringer, arbejdspladser, familier og finere mad.
Problemet er, at fortællingen ikke bliver fulgt af den dokumentation, der kunne gøre den troværdig.
Frivillighed bruges som skjold
NytGribskov indleder sit debatindlæg med frivillige, der møder ind tidligt, sætter kaffe over og hejser flag.
Det er et effektivt retorisk greb. For hvem ønsker at kritisere frivillige og lokale ildsjæle?
Men debatten handler ikke om et loppemarked eller en lokal byfest.
Musik i Lejet havde i 2024 en nettoomsætning på næsten 40 millioner kroner og et resultat på knap 1,9 millioner kroner. Juridisk er festivalen fortsat en non-profit-forening, hvor overskuddet skal uddeles. Men økonomisk og organisatorisk er den en stor, professionel aktør med væsentlige interesser i kommunens beslutninger.
Festivalen bæres samtidig af en meget stor frivillig arbejdsindsats.
De frivillige fortjener respekt. Men deres engagement må ikke bruges som et skjold mod kritik af festivalens ledelse, økonomi, myndighedsbehandling og belastning af omgivelserne.
Når en organisation omsætter for næsten 40 millioner kroner, køber en campingplads for 12,5 millioner kroner og samler +15.000 gæster + 3.000 frivillige, skal den behandles som en stor professionel aktør – ikke som et lille lokalt kaffebord.
Fællesskabet kunne åbenbart godt flyttes
NytGribskov skriver, at man kan flytte en scene, men ikke det fællesskab, der gav den liv.
Men Musik i Lejet er allerede flyttet fra Tisvilde til Vejby.
Festivalen blev alligevel udsolgt med +15.000 gæster, og Andreas Grauengaard fortæller nu, at Musik i Lejet har fundet fodfæste på den nye placering.
Så fællesskabet kunne åbenbart godt flyttes.
Musik i Lejets egne publikumsdata viser desuden, at kun 11 procent af publikum kommer fra Gribskov Kommune. 79 procent kommer fra hovedstadsområdet, mens 10 procent kommer andre steder fra.
Det er altså ikke primært et lokalt fællesskab, som er uløseligt bundet til Vejby.
Det er en stor turistbegivenhed, hvor 89 procent af publikum kommer uden for kommunen. For de fleste gæster er det næppe afgørende, om toget går til Vejby eller Græsted.
Det, NytGribskov reelt argumenterer for, er derfor ikke, at store arrangementer ikke kan flyttes.
Det er, at netop Musik i Lejet skal beskyttes på netop den placering, festivalen selv har købt.
To næsten ens advarsler om investorer
Først skrev Mette Tolstrup, at kritikken af Musik i Lejet sender et uheldigt signal til alle eventiværksættere, der overvejer at investere i Gribskov.
Dagen efter skrev Tonny N. Jensen stort set det samme: Hvis Musik i Lejet må finde et andet hjem, risikerer Gribskov at blive opfattet som en kommune, hvor langsigtede investeringer ikke kan trives.
To debatindlæg. Samme budskab. Næsten samme argumentation.
Men argumentet bygger på en falsk præmis.
Ingen kritiserer Musik i Lejet, fordi festivalen er blevet en succes. Kritikken handler om, hvorvidt festivalens størrelse og aktiviteter passer til placeringen, og om regningen i form af støj, trafik, druk, affald og utryghed i for høj grad sendes videre til naboerne.
En investering giver ikke ret til at bestemme kommunens planlægning.
Man kan heller ikke købe en ejendom ved et roligt bolig- og sommerhusområde og bagefter kræve, at kommunen tillader et stort udendørs koncertanlæg, blot fordi der er investeret mange penge.
Hvis man køber en ejendom, før der findes et permanent plangrundlag for den ønskede aktivitet, påtager man sig en risiko.
Det er ikke kommunen eller naboernes opgave bagefter at sikre investorens forretningsplan.
Det samme gælder Sankt Helene Feriecenter. Investering og udvikling kan være positivt, men det skal ske ordentligt og med respekt for lokalområdet, naturen, trafikken og naboerne.
Investering er ikke en fribillet.
Gribskovs vigtigste værdi er allerede en succes
Fortalerne taler pludselig, som om udvikling kun tæller, når den er stor, højlydt og samlet på få sommerdage.
Men Gribskov har i årtier haft succes med noget helt andet.
Skovene, strandene, sommerhusområderne, kystbyerne, naturen og roen har tiltrukket borgere, sommerhusejere, turister og investeringer længe før Musik i Lejet.
Kommunens egen udviklingspolitik beskriver Gribskov som et foretrukket åndehul, hvor turismen skal være i balance med hverdagslivet. Kommunen fremhæver både naturen, de levende lokalsamfund, roen og oplevelserne som centrale værdier.
Kulturoplevelser i verdensklasse kan være en del af Gribskov.
Men formuleringen er ikke et løfte om, at enhver kulturbegivenhed kan vokse ubegrænset på enhver placering.
Ting skal passe sammen.
Det er ikke investeringsfjendtligt. Det er almindelig ansvarlig planlægning.
Hvad skal Græsted Eventplads bruges til?
NytGribskov udtrykker nu stor bekymring for beboerne omkring Græsted Eventplads og for naturen ved Søborg Sø.
Det er relevante hensyn.
Men de samme hensyn skal gælde i Græsted, Tisvilde og Vejby.
Det virker temmelig selektivt, når naturen og naboernes ro pludselig bliver afgørende argumenter ved Græsted, mens Vejbys naboer forventes at acceptere +15.000 festivalgæster, støj, trafik og fulde mennesker på vejene.
Kommunen har ovenikøbet investeret betydelige beløb i Græsted Eventplads. I budgettet for 2022-2025 blev der afsat 6,5 millioner kroner til at etablere og udvikle pladsen og dens erhvervsmæssige potentiale.
Det betyder ikke, at Musik i Lejet automatisk skal flyttes til Græsted.
Men det gør det absurd at fremstille en kommunalt finansieret eventplads som nærmest uegnet til events, samtidig med at en nedlagt campingplads ved bolig- og sommerhusområder fremstilles som den naturlige permanente løsning.
NytGribskov skriver, at intet lokalsamfund skal bære alle byrderne.
Det er svært at være uenig i.
Men hvorfor gælder det tilsyneladende ikke Vejby?
“Mindre alkohol” uden dokumentation
Andreas Grauengaard forsøger samtidig at ændre fortællingen om Musik i Lejet som ren drukturisme.
Det er forståeligt. Druk er et alvorligt problem for festivalens omdømme, for naboerne og for kommunen.
Derfor fremhæves det nu, at gæsterne drikker mindre alkohol.
Men hvad betyder det?
Er der solgt færre genstande i festivalens barer? Er omsætningen faldet? Er der færre stærkt berusede gæster? Færre vagthændelser? Færre ambulancekørsler? Færre politisager? Færre mindreårige, der køber alkohol?
Ingen af disse data bliver fremlagt.
Mindre salg på festivalpladsen er heller ikke nødvendigvis det samme som mindre alkoholforbrug.
Vejby har ikke Tisvildes strand, butikker, caféer og naturlige samlingssteder. Gæsterne afholder derfor såkaldte “warms” (for-fester) hjemme i sommerhusene og ankommer senere til festivalpladsen.
Og så fald falder festivalens eget alkoholsalg, mens beruselsen og belastningen flyttes ud på vejene og ind i bolig- og sommerhusområderne.
Musik i Lejets egne tal viser, at 42 procent af publikum er mellem 15 og 20 år.
Derfor er kontrollen med salg til mindreårige ikke en mindre detalje.
Festivalens regler siger, at det er forbudt at købe og sælge alkohol til unge under 18 år, og at barpersonalet ved tvivl kan bede om legitimation.
Alligevel er der fremsat flere konkrete offentlige beretninger om, at der er blevet solgt alkohol uden kontrol af ID.
Der er også offentligt beskrevet episoder, hvor stærkt berusede eller bevidstløse unge uden for festivalpladsen er blevet overladt til mindreårige venner, som ikke havde forudsætninger for at håndtere situationen.
Det er alvorlige beretninger, som skal undersøges.
De kan ikke bortforklares med en løs bemærkning om, at gæsterne “drikker mindre”.
Festivalen offentliggør gerne udvalgte tal om publikums alder, geografi og tilfredshed. Men vi får ikke de tal, der kunne dokumentere fortællingen om mindre alkohol og færre problemer.
Det er ikke en evaluering. Det er markedsføring.
Konkursfortællingen kræver også åbenhed
Musik i Lejet har samtidig fortalt, at festivalen var tæt på sit endeligt, da planerne ved Vejby Idrætsforening faldt til jorden.
En uge efter havde festivalen købt campingpladsen til 12,5 millioner kroner.
Et ejendomskøb beviser naturligvis ikke, at organisationen havde 12,5 millioner kroner stående på bankkontoen. Købet kan være finansieret gennem lån, investorer eller andre aftaler.
Men når fortællingen om konkurs og økonomisk desperation bruges offentligt til at skabe forståelse og politisk opbakning, bør finansieringen også forklares åbent.
Hvordan blev købet finansieret?
Hvilke sikkerheder er stillet?
Hvem har lånt pengene?
Hvilke økonomiske forpligtelser har købet skabt?
Og hvor presset var festivalen reelt?
Årsrapporten for 2024 viser en omsætning på næsten 40 millioner kroner og et resultat på knap 1,9 millioner kroner.
Samtidig udføres en stor del af arbejdet af frivillige.
Vi ved derfor ikke, hvad der konkret presser festivalens økonomi. Netop derfor bør vi have tallene, før konkursfortællingen bruges som argument i den politiske debat.
Vi får igen den følelsesladede fortælling. Men ikke den nødvendige dokumentation.
Habilitet og politisk armslængde
Borgmester Trine Egetved skriver, at det enkelte byrådsmedlem har pligt til at oplyse Byrådet om mulige interessekonflikter. Derefter afgør Byrådet efter juridisk vejledning, om medlemmet er inhabilt.
Det er korrekt.
Men Musik i Lejet er ikke længere et lille lokalt initiativ, som alene kan beskrives gennem frivillighed og foreningsliv.
Festivalen er en økonomisk betydelig aktør med ejendom, professionel ledelse, stor omsætning og en direkte interesse i kommunens beslutninger om planlægning, miljø, trafik og tilladelser.
Derfor bør kravene til politisk armslængde være høje.
Ifølge Frihedsbrevet og Netavisen er NytGribskovs byrådsmedlem og tidligere borgmester Anders Gerner Frost sigtet for medvirken til identitetsmisbrug i en sag om et falsk debatindlæg om Musik i Lejet. En tidligere kommunikationschef med relation til festivalen er ifølge medierne sigtet for selve identitetsmisbruget.
Ingen er dømt, og politiet har ikke offentligt bekræftet de navngivne personers identitet. Det skal stå helt klart.
Men sagens karakter gør det alligevel nødvendigt at stille spørgsmål.
Er mulige interessekonflikter omkring Musik i Lejet tidligere blevet oplyst til Byrådet?
I hvilke konkrete sager er habiliteten blevet vurderet?
Hvor findes Byrådets afgørelser?
Og er relationerne mellem festivalen og enkelte politikere blevet undersøgt grundigt nok?
Når NytGribskov igen og igen optræder som en af Musik i Lejets mest markante politiske forsvarere, er det ikke nok at forklare habilitetsreglerne i teorien.
Astrid Recinella har gennem flere år været en central fortaler for festivalen i offentlige debatter og i tv-programmet Slaget om Tisvilde. Anders Gerner Frost er ifølge medierne sigtet for medvirken i en sag om et falsk debatindlæg, der støttede festivalens sag. Han er ikke dømt, men sagens karakter gør behovet for politisk armslængde åbenlyst.
Samtidig fastholdt et andet NytGribskov-medlem offentligt en urigtig og tilbagevist oplysning om Musik i Lejets tilladelser i en debat om Lilleskolernes Musik- og Teaterfestival. Han trak sig først fra debatten, da en leder fra en af de involverede lilleskoler blev involveret.
Hver enkelt episode kan måske bortforklares. Samlet tegner de imidlertid et mønster, hvor medlemmer af NytGribskov ikke blot støtter Musik i Lejet politisk, men igen og igen overtager og forsvarer festivalens fortælling – også når oplysningerne bliver udfordret.
Derfor er spørgsmålet ikke længere kun, om enkelte medlemmer er juridisk inhabile. Spørgsmålet er også, om partiet er kommet så tæt på Musik i Lejets interesser, at den nødvendige kritiske distance og politiske dømmekraft er blevet svækket.
Det bør undersøges åbent, før de samme politikere fortsætter med at præge debatten og stemme om festivalens fremtid.
Borgerne skal kunne se, at reglerne er blevet fulgt i praksis.
Spørgsmålet er ikke, om hele NytGribskov juridisk kan erklæres inhabilt på grund af sine politiske holdninger.
Spørgsmålet er, om partiet er kommet så tæt på Musik i Lejets interesser, at den nødvendige politiske dømmekraft og armslængde er blevet svækket.
Måske bør enkelte politikere træde et skridt tilbage fra debatten og beslutningerne om festivalens fremtid, indtil deres relationer og habilitet er blevet vurderet åbent og formelt.
Vi får en nøje udvalgt fortælling
NytGribskov fortæller om frivillige, kaffe og fællesskab.
Mette Tolstrup og Tonny N. Jensen advarer om, at investorer vil flygte fra kommunen.
Andreas Grauengaard fortæller om Michelin-mad, familier og mindre alkohol.
Budskaberne er forskellige på overfladen, men de arbejder i samme retning:
Musik i Lejet skal fremstilles som en uundværlig gevinst, mens kritikerne fremstilles som modstandere af kultur, frivillighed, vækst og investeringer.
Det er en falsk modsætning.
Man kan sagtens ønske kultur, turisme, arbejdspladser og investeringer og samtidig kræve, at store arrangementer placeres ansvarligt, følger planlægningen og tager reelt hensyn til naboer og natur.
Vi behøver ikke opfinde teorier om hemmelige møder for at konstatere, at de samme budskaber bliver gentaget igen og igen.
Det afgørende er, at fortællingerne nu må erstattes af dokumentation.
Offentliggør tallene for alkoholsalg, vagthændelser, politiets udrykninger, ambulancekørsler, støj, trafik, klager og kommunale udgifter.
Forklar finansieringen af ejendomskøbet.
Offentliggør habilitetsvurderingerne.
Og vurder festivalens fremtid ud fra, hvad der er bedst for hele kommunen – ikke ud fra den fortælling, der er bedst for Musik i Lejet.
Indtil det sker, bliver vi ikke oplyst. Vi bliver manipuleret.
(udgivet d. 24. juli 2026)