Debatindlæg fra byrådsmedlem Pia Foght, Socialdemokratiet i Gribskov.
Tryghed og ansvar for vores ældre – også når markedet svigter.
Det er med stor beklagelse, at vi i Gribskov igen oplever udfordringer hos en privat plejeleverandør. Denne gang er det hjemmeplejeleverandøren Det Skønne Liv, der er gået konkurs fra den ene dag til den anden med 170 borgere i Gribskov. Selvom en ny privat leverandør, Cura, nu overtager driften, må vi ikke glemme, hvad det betyder for både borgere og medarbejdere. De berørte borgere får nu muligheden for at tilvælge den kommunale helhedspleje, eller benytte den nye private leverandør Cura.
Vores ældre skal ikke være en brik i et marked, hvor ideologi og økonomi nogle gange vejer tungere end stabilitet og tryghed.
Som socialdemokrat ser jeg dette som et klart signal: Vi skal have en stærk offentlig plejesektor, der altid kan sikre, at vi som kommune har kapacitet til at tage over – uden at være afhængige af, om private aktører kan holde deres forretning i gang.
Det er ikke ansvarligt at lægge alle æg i én kurv. Derfor opfordrer jeg byrådet til, at vi sammen arbejder for en mere robust struktur, hvor vi styrker antallet af kommunale plejehjem og dermed skaber den forsyningssikkerhed, vi har brug for.
Ældrepleje er ikke en forretning – det er en velfærdsopgave. Og det er vores ansvar som politikere at sikre tryghed og forudsigelighed i den sidste del af livet for vores ældre medborgere. Det fortjener de – og det skylder vi dem.
Pia Fogh
Byrådsmedlem, Socialdemokratiet i Gribskov

(udgivet d. 29. maj 2025)