Debatindlæg fra byrådsmedlem Brian Lyck Jørgensen (DF) og Melanie Hauchrog Reddig Spieler, KV25 kandidat for Dansk Folkeparti i Gribskov.
Tilliden er væk – byrådsflertal vil blande sig i det frivillige liv.
Dansk Folkeparti mener ikke, at det er byrådets opgave at udpege et medlem til bestyrelsen for Tisvildehuset.
Der findes mange vigtige og aktive foreninger i Gribskov Kommune, hvor byrådet ikke er repræsenteret – eksempelvis Dronningmøllehuset, Ramhuset og Det Gamle Posthus i Gilleleje, disse fungerer udmærket uden politisk repræsentation. Vi mener heller ikke at der skal udpeges medlemmer til eksempelvis vores 2 frivilligcentre i Gribskov Kommune.
Gribskov Kommune har også tidligere valgt at trække sig fra udpegning af medlemmer til de forskellige kystsikringslag – endnu et eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre uden politisk repræsentation.
Desværre må vi konstatere, at tilliden til foreningerne ser ud til at være væk, siden et flertal i byrådet ønsker at udpege et medlem til Tisvildehuset. Det er et skridt i den forkerte retning.
Dansk Folkeparti støtter ikke en politisk udpegning, hvilket vi også gjorde klart på byrådsmødet tirsdag aften.
Vi ønsker mindre politisk indblanding – og større tillid til det frivillige og lokale engagement.
Brian Lyck Jørgensen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Gribskov
Melanie Hauchrog Reddig Spieler, KV25 kandidat for Dansk Folkeparti i Gribskov

(Pressefoto)
(udgivet d. 22. maj 2025)