Debatindlæg fra tidligere medlemmer af Idrætsrådet i Gribskov Kommune.
Svar på Pia Foght`s indlæg i pinsen:
Hvem tager egentlig ansvar i Gribskov Kommune ?
Det er bemærkelsesværdigt at læse Pia Foghts (S) seneste debatindlæg som svar på Idrætsrådets samlede kritik. I stedet for at anerkende de svigt, vi som frivillige oplevede, bliver vi endnu en gang mødt af udenomssnak og skuffelse.
Pia Foght skriver, at hun “hele tiden har været bevidst om problemerne”. Det burde i sig selv forpligte. For hvordan kan man som formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse være bekendt med, at noget ikke fungerer – og så alligevel undlade at handle?
Vi er mange, der har brugt masser af tid og energi på arbejdet i Idrætsrådet, fordi vi tror på værdien af foreningslivet og på et tæt samarbejde mellem frivillige og kommune. Vi ville gøre en forskel. Bidrage med løsninger. Styrke idrætten i Gribskov. Men det blev aldrig muligt – ikke fordi vi ikke prøvede, men fordi vi ikke blev lukket ind.
Det, der burde have været et ligeværdigt samarbejde, endte i stedet i tavshed, udsættelser og manglende dialog – både politisk og administrativt. Og den oplevelse var vi ikke alene om. Mange foreninger har delt samme frustration.
Hvis Fremtidens Råd skal lykkes, kræver det tre helt grundlæggende ting:
- En løbende og reel dialog med politikerne – især med det udvalg, der har ansvar for idrætten.
- Et tæt og respektfuldt samarbejde med administrationen – hvor der er plads til at drøfte problemer og løsninger åbent.
- Inddragelse i alle idrætsrelaterede sager – så rådet får reel indflydelse, og ikke blot bliver symbolsk.
Ingen af de tre ting var til stede, og det er den reelle grund til, at hele det tidligere Idrætsråd endte med at trække sig. Vi blev ganske enkelt ikke taget alvorligt – på trods af konkrete forslag og udstrakt samarbejdsvilje.
Det er vigtigt at understrege, at vi ikke ønskede at opgive samarbejdet. Vi rakte hånden ud mange gange. Derfor er det også positivt at se, at flere af de idéer og strukturer, vi tidligere foreslog, nu ser ud til at finde vej ind i det nye oplæg. Det viser, at arbejdet trods alt ikke var spildt.
Men vi bliver også nødt til at spørge: Hvordan skal vi tro på, at Fremtidens Råd bliver anderledes, når ingen endnu har taget ansvar for det, der gik galt? Når der ikke er kommet en undskyldning, en erkendelse eller bare en smule selvransagelse?
Det her handler ikke om at skyde på enkeltpersoner. Det handler om at forstå, hvad der skal til, hvis man virkelig vil lykkes med et nyt råd. Og det skylder vi både foreningerne og de kommende frivillige, der skal løfte opgaven.
Derfor er det vigtigt, at foreningerne nu stiller tydelige krav til det nye råd: Det skal have mandat. Det skal have adgang. Det skal have opbakning. Uden det, er det bare en øvelse på papiret.
Vil man i Gribskov tage frivillighed og inddragelse seriøst, må man starte med at lytte. Tage ansvar. Og lade handlingerne tale.
Det fortjener foreningerne. Det fortjener de frivillige. Og det fortjener Gribskov.
Rigtig god sommer i ses derude til mange gode arrangementer og aktiviteter.
Tidligere formand
Jeanette Jensen
GymHelsinge
Tidligere næstformand
Flemming Carlslund Larsen
Søborg SG&I
Medlemmer
Erling Marcussen
BUSHI
Allan Sørensen
Vejby-Tisvilde Fodboldklub
Thomas Jessen
Helsinge Fodboldklub
Jan Fortun
Helsinge Svømmeklub
Kirsten Rolfsager
(udpeget handicapidræt)
(udgivet d. 14. jun. 2025)