Debatindlæg fra Den Konservative Byrådsgruppe i Gribskov.
Stop før det går galt – nej til 4 etager i Troldebakkerne.
Gribskov Kommune tager igen en forkert retning med henblik på vores byudvikling og dermed vores fremtidige befolkningssammensætning.
Det Konservative Folkeparti har derfor sagt nej til at der bygges op til 4 etager i Troldbakkerne i Helsinge.
Troldebakkerne var oprindeligt tænkt som et grønt og familievenligt område. Men i takt med at byggeriet er skudt i vejret, ser vi nu konturerne af en byudvikling, der ikke er i balance. En udvikling, der prioriterer volumen frem for kvalitet – og som ikke tager nok hensyn til helheden i bybilledet.
Samtidig står vi med en befolkningsprognose, der viser en tydelig skævvridning i vores kommune. Der bliver færre borgere i den arbejdsdygtige alder og flere ældre. Derfor har vi brug for en gennemtænkt boligpolitik, der aktivt tiltrækker børnefamilier og unge, der ønsker at slå rødder – ikke blot en fortsættelse af byggerier, der ikke taler til disse grupper.
At tillade 4 etager med op imod 600 nye enheder i Troldebakkerne vil kun forstærke den forkerte kurs. Vi risikerer at skabe et område, der ikke hænger sammen med resten af byen – hverken arkitektonisk eller socialt.
Det Konservative Folkeparti ønsker en byudvikling med omtanke. Vi skal bygge med respekt for områdets karakter, med blik for helheden – og med fokus på at skabe trygge, grønne og attraktive rammer for familier og erhvervsaktive borgere.
Derfor siger vi stop nu. Ikke fordi vi er imod udvikling, men fordi vi vil en bedre og mere bæredygtig udvikling.
Den Konservative Byrådsgruppe

(udgivet d. 6. maj 2025)