Debatindlæg af byrådsmedlem Susan Kjeldgaard, Nytgribskov.
Sommerfugle, myrer og den smukke fortælling om de frie dyr
Sommerfugle, der flagrer. Myrer, vores børn skal kunne finde i skovbunden. Store dyr, der endelig får lov til at leve et friere liv.
Miljøministerens fortælling ved åbningen af Naturnationalpark Gribskov var smuk.
Og hvem vil være imod sommerfugle, myrer og en levende skov til vores børn?
Problemet er, at den fortælling risikerer at omskrive en politisk besluttet naturforvaltning til et romantisk eventyr om dyr, der bliver sat fri.
For de store græssere er ikke sat ud alene for deres egen skyld.
De skal udføre en opgave.
Med deres muler skal de holde vegetation nede, hæmme tilgroning og påvirke buske og træer. De skal fungere som firbenede naturforvaltere og være med til at skabe den naturtilstand, vi mennesker ønsker.
Og derfor er hegnet nødvendigt.
Ministeren fortæller, at hegnet skal “passe på dyrene”. Det lyder betryggende og passer perfekt ind i den smukke fortælling.
Men hegnet holder ikke kun farer ude.
Det holder dyrene inde.
Dyrene skal blive på det areal, hvor deres græsning skal udføre den ønskede naturpleje. De kan ikke bare vandre videre, hvis den foretrukne føde bliver knap.
Og netop dér bliver fortællingen om deres “frie liv” svær at få til at hænge sammen.
For hvad er mere naturligt for et fritlevende dyr end at kunne bevæge sig efter føden?
I myndighedernes sprog tales der om “græsningstryk”, “fødegrundlag” og helårsgræsning uden tilskudsfodring.
Det er pæne, tekniske ord.
Men set fra dyrets side er mekanismen langt enklere:
Sult – eller fødepres, hvis man foretrækker det mere spiselige ord – påvirker, hvad dyret er villigt til at æde.
Når den foretrukne føde bliver knap, må dyret i højere grad udnytte andre fødekilder. I fri natur kunne det også søge videre.
Her møder det hegnet.
Og når bestanden ikke længere passer til fødegrundlaget, er løsningen ikke nødvendigvis at fodre. Dyr kan flyttes eller aflives, og bestanden reduceres.
Lad os derfor være ærlige om, hvad modellen er.
Vi vælger dyrene.
Vi sætter dem ud.
Vi bestemmer arealet.
Vi hegner dem inde.
Vi bruger deres fødesøgning til at påvirke vegetationen.
Og vi beslutter, hvornår dyr skal fjernes igen.
Det kan man mene er fremragende naturforvaltning. Man kan mene, at gevinsten for biodiversiteten retfærdiggør det hele.
Men så sig dét.
Lad være med at omskrive det til fortællingen om dyr, der endelig er blevet frie, og et hegn, der først og fremmest er sat op for at passe på dem.
Efter åbningen har medierne været langt mere optaget af demonstranter, buhråb og spørgsmålet om for eller imod end af dennes substans.
Det er ærgerligt.
For modstanden handler ikke nødvendigvis om, at nogen ikke ønsker sommerfuglene, myrerne eller biodiversiteten.
Den handler også om, hvorvidt levende dyr skal bruges som redskaber til at realisere vores naturpolitiske mål og hvilket ansvar vi har for dem, når vi gør det.
Jeg vil også have mere natur, biodiversitet og stedhørende vegetation !
Så ja tak til sommerfuglene.
Ja tak til myrerne i skovbunden.
Ja tak til en levende natur, vores børn kan opleve.
Men fortæl også børnene resten af historien.
Fortæl dem, at de store dyr ikke bare blev sat fri. De blev udvalgt til en opgave og sat bag et hegn, så deres muler kan skabe den natur, vi ønsker. Fortæl dem også at vi har et ansvar for dyrenes liv!
Det er måske naturforvaltning.
Men et hegn bliver ikke til frihed, bare fordi fortællingen omkring det er smuk.
(udgivet d. 15. sep. 2026)