DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DEBAT: Nytgribskov vil skabe mulighed for socialpraktik på Gribskovs folkeskoler

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg fra byrådsmedlem Astrid Recinella, spidskandidat, Nytgribskov.

Nytgribskov vil skabe mulighed for socialpraktik på Gribskovs folkeskoler.

Vores velfærdssamfund er udfordret. Ikke kun økonomisk, men også fordi vi i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft i de jobs, hvor medarbejdere passer på de borgere der er svagest.

Samtidig befinder vi os i et samfund, hvor vi som borgere forventer mere og mere af vores velfærd, og hvor dét at give en hjælpende hånd til naboen, eller spørge familien om hjælp, er noget vi gør mindre og mindre. Netop denne tendens har jeg ikke mindst oplevet i mit formandskab for temaudvalget ” Sammen Om Fremtidens Velfærd”. Vi er rykket længere fra hinanden, og en af vejene til at løse den udfordring er, at vi bliver langt mere bevidste om, at det bliver helt nødvendigt,  at vi alle sammen bidrager til fremtidens velfærdssamfund. Dette gælder ikke mindst vores børn og unge. Det bliver vigtigt, at denne opgave sættes på dagsorden.  

Hvordan tager vi bedst tager ansvar for os selv, vores medmennesker og verden omkring os?

Som et forsøg på at give vores børn og unge denne indsigt stiller vi forslag om at indføre “Social Praktik” i Gribskov Kommunes folkeskoler. Vi forestiller os et forløb på f.eks 6 uger, hvor de unge er i socialpraktik 1 til 2 timer om ugen. Det kan f.eks. være på et plejecenter (med fx. højtlæsning), i en vuggestue/børnehave, som fodboldtræner eller lektiehjælper. Vi tænker at det f.eks. kunne ligge som et af de lokale valgfag i 9. Klasse, men vil gerne drøfte forslaget med skoleledelserne, så vi sammen kan se på mulighederne, også for at gøre det forskelligt lokalt på skolerne.

Vi håber, at det vil give de unge et mere nuanceret perspektiv på livet, en viden om hvordan velfærdssamfundet hænger sammen, samtidig med at det forhåbentlig vil få flere til at søge ind på en uddannelse indenfor velfærdsfagene.

Astrid Recinella (NG) (Pressefoto)

(udgivet d. 18. aug. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *