Debatindlæg fra byrådsmedlemmer Pernille Søndergaard og Pernille Kromann Sams (Moderaterne) samt Kamilla Brøckner Barslund, Conny Bruun og Louise Aggebo (Kandidater for Moderaterne).
Nej til hegn i Gribskov – vi skal ikke spærrer naturen inde i ideologiske projekter.
Gribskov er ikke bare en skov. Det er en af Danmarks mest benyttede og elskede naturperler. Tusindvis af borgere bruger den året rundt – til gåture, løb, ridning, friluftsliv og stilhed. Netop derfor er det helt uforståeligt, at staten nu vil omdanne Gribskov til en indhegnet naturnationalpark.
I byrådet har vi sagt klart nej. Ikke fordi vi er imod natur – men fordi vi er for sund fornuft.
Gribskov er ikke en forladt plantage. Det er en levende skov, der allerede har høj biodiversitet. At indhegne den og sætte store dyr ud er ikke naturgenopretning – det er et ideologisk eksperiment.
Vi risikerer at gøre skoven mindre tilgængelig for brugerne, skabe konflikter med hundeluftere, ryttere og børnefamilier – og samtidig udsætte store dyr for unaturlige levevilkår. Dyrevelfærd og naturglæde går hånd i hånd. Det her gør vold på begge dele
Skove er levende økosystemer, ikke kontrollerede udstillinger. Naturen skal ikke hegnes inde – og biodiversitet må aldrig bruges som en undskyldning for at bygge hegn omkring noget, der i forvejen er rigt på liv.
Det er ikke “vildere natur”, når dyr tvinges til at græsse året rundt uden mulighed for at forlade området. Det er kunstig vildskab på statens præmisser – og det hører ikke hjemme i Gribskov.
Moderaterne tror på grøn forandring – men vi tror også på lokal forankring. Naturbeskyttelse virker bedst, når det sker i respekt for mennesker, dyr og steder. I Gribskov er balancen allerede god. Den skal vi styrke – ikke ødelægge med ideologiske projekter.
Derfor siger vi: Nej til hegn. Ja til dialog. Og ja til en naturnationalpark, hvor natur, mennesker og dyr alle har plads – uden at nogen bliver spærret inde.
Pernille Søndergaard og Pernille Kromann Sams
Byrådsmedlemmer, Moderaterne.
Kamilla Brøckner Barslund, Conny Bruun og Louise Aggebo
Kandidater for Moderaterne

(udgivet d. 9. jul. 2025)